Bag Pavilionscenen på Roskilde, mødte vi det debuterende band Cancer, som er opstået i et samarbejde mellem forsangerne i When Saints Go Machine og Chorus Grant. Vi så vores snit til at undersøge, hvordan duoen skrev deres første single, ’Same Color as Digital Photography’, og fik oven i hatten en god forklaring på, hvorfor man vælger, at opkalde sit band efter noget alle hader.
Hvilken forventning havde I, da I udgav sangen ’Same Color as Digital Photography’?Nikolaj Manuel Vonsild: ”Det er altid skræmmende at udgive noget nyt. Jeg frygtede, at folk ville høre det som tørt eller kedeligt. I den musik, jeg er vant til at lave (som forsanger i When Saints Go Machine red.), sker der langt mere i lydbilledet. Så jeg blev overrasket, da responsen viste sig at være virkelig god.”
Hvad handler sangen om?
Nikolaj: ”Det er ikke en lineær historie med en start og en slutning. Det er en beskrivelse af følelsen af at være i ensomheden, være uden for og ikke kunne forstå verdens gang. Altså at føle, at man er ingenting. Det er et sammensurium af ting og følelser, som har gået igennem mig over en periode. For eksempel udtrykket ’slave number one’, som jeg kom på, efter jeg gik forbi en butik i New York, som solgte bøger om sortes rettigheder i USA. Det blev et billede på den følelse.”
Hvor kom titlen fra?
Nikolaj: ”Hvis ensomhed og utilstrækkelighed skulle have en farve, skulle den være blå. Jeg gik rundt og kiggede på en masse digitale billeder, og jeg fik en følelse af, at det var blåt, uanset hvilke farver der indgik. Efterfølgende læste jeg, at man havde analyseret tusind computerskærme, og at de alle sammen viste sig at have et blåt skær. Så det var ikke bare mig. Det er derfor, singlecoveret også er blåt.”
I plejer at skrive teksterne sammen. Er det også tilfældet med teksten til ’Same Color as Digital Photography’?
Nikolaj:” Jeg havde en masse tekst liggende, og så sad vi sammen i mit studie, hvor Kristian begyndte at spille nogle ting på guitaren. Og pludselig spillede han noget, som havde den helt rigtige følelse og lyd. Det var dragende og vemodigt, og det passede godt til. Men vi har givet processen tid, hvor vi har kunnet indspille flere versioner, inden vi ramte en, som vi var så tilfredse med, at vi udgav den.”
Kristian: ”Sangen har virkelig muteret meget over tid, for man kan jo fortsætte for evigt. Ikke at det nødvendigvis bliver bedre, men det bliver bare andre versioner. Hvis man for eksempel i en periode bliver helt vild med soulgenren, så vil man måske få lilletrommen til at lyde anderledes. Men på et tidspunkt, må man sætte en deadline på.”
Hvordan med musikken?
Nikolaj: ”Lige med det nummer, der spillede Kristian noget guitar, som er sindssygt fedt, men der var et lille stykke som lød lidt af Beatles. Og jeg har stor respekt for Beatles.”
Kristian: ”Det har du jo sjovt nok ikke.”
Nikolaj: ”Nej, det er rigtigt nok. Men der var kun det lille Beatles-agtige stykke, som ikke fungerede. Men jeg spiller ikke guitar, så jeg klippede bare det lille stykke ud og loopede (køre i ring red.) resten. Og det er sangen så bygget op om. I en anden sang, har jeg trukket i guitaren, så den spiller i forskellige tempo.”
Er det ikke svært at spille, Kristian?
Kristian: ”Tanken om at vi skal kunne spille det i et øvelokale, har aldrig været der. Så jo, du har i den grad ret i, at det ikke er let. Så jeg er meget på mærkerne, når vi spiller live.”
Frygter du at spille fejl?
Kristian: ”Det er lavet så gakket, at man nærmest ikke kan spille fejl. Altså rent tonalt flyder det rundt. Så hvis man gentager en forkert tone, så bliver det bare en del af sangen.”
Hvor skrev I nummeret henne?
Nikolaj: ”Jeg har et rum derhjemme, hvor folk helst ikke må komme ind, medmindre de skal være med til at lave musik. Der har jeg arbejdet de sidste seks år.”
Kristian: ”Ja, det er et meget intenst rum. Der er næsten helt tomt derinde. På nær en computer, nogle højtalere og et bjerg af cigaretskodder. Nikolaj sidder foran computeren, og jeg sidder ved siden af med guitaren. ”
Her til sidst bliver I nødt til, at forklare hvorfor I har valgt bandnavnet Cancer!?
Nikolaj: ”Min far er død af kræft, og det ville jeg selvfølgelig hellere have været foruden. Men der opstår også noget smukt i døden. Det tillader en at snakke om alvoren, som man lever med. Man kan give udtryk for følelser, som man ikke kan ellers. Min fars død er en ekstrem ulykke, som det er i alle andres liv. Men jeg synes, det er forkert kun at søge lykken gennem glæder. Vi har da snakket om, at hvis navnet tog for meget fokus, så ville vi genoverveje det. Og i starten skrev medierne ofte ’til trods for navnet’. Det pissede mig af, for jeg synes, man skal bruge ulykken til noget og lære noget af den.”
