Distortion-guide: Det skal du høre i weekenden

Distortion-guide: Det skal du høre i weekenden
Offentliggjort

Distortion bygger op mod sit klimaks. Lørdag går det for alvor løs med festivalens Final Party. Programmet er langt og varieret, og det kan ikke lade sig gøre at få hørt alting. Så vi har bedt to musikmennesker med fingeren på pulsen, øret til jorden og et gig på Distortion om hver især at udpege tre ting, de gerne vil høre.

Det er Kristian Kjøller, der er booker på Jolene og dj. Og så er det Nis Bysted, der blandt andet har produceret Choir of Young Believers' 'Rhine Gold', selv spiller guitar i det alternative rockband Thulebasen og er medejer af pladeselskabet Escho.

Kristian Kjøller skal dj'e klokken 22.00 fredag i Klatrehallen på Refshaleøen.

Nis Bysted skal vende plader i selskab med When Saints Go Machine-forsanger Nikolaj Manuel Vonsild fredag fra 20 til 22 i CPH:DOX x Distortion i Army teltet på Refshaleøen.

Og sådan lyder deres svar:

Kristian Kjøller:

- When Saints Go Machine står for en spændende blanding af elektronisk musik, disco og pop. De har et fantastisk bagkatalog, men også en opadgående kurve. De bliver bare bedre og bedre. Og de er virkelig gode live. De fire gutter spiller ekstremt godt sammen, og deres forsanger har en meget speciel og spændende stemme.

When Saints Go Machine (DK) spiller i MEMBRANE Tent lørdag klokken 01.10

- Mr. Ties er en italiensk DJ, der holder til i Berlin, hvor han specielt spiller til homo-fester. Han spiller kun vinyl, og har en virkelig god smag inden for disco, techno og house. Det er meget eklektisk. Han spillede på Jolene for halvandet års tid siden, og han er fantastisk til at bygge en aften varieret op. Det bliver aldrig kedeligt. På Distortion får han sin egen scene, hvor han vil spille i 12 timer. Jeg glæder mig helt vildt!

Mr. Ties & The Street Band Orchestra feat. Manon Parent, Michal Matlak, Asger Hartvig & Holger Hartvig (IT/DE/DK) spiller i TIPI Tent under arrangementet Vibes Apotek, Lørdag klokken 18.00-06.00

- DVS1 er en stor amerikansk DJ og vinylnørd, der spiller hypnotisk techno. Han forstår virkelig at læse et dansegulv.

DVS1 (US) spiller i DANSESALEN i et Culture Box-arrangement klokken 03.00

Nis Bysted:

- White Magic er en fuldstændig fantastisk sangerinde på den nye amerikanske folk-scene. Hendes musik er monumental med klassiske elementer, der kan appellere til alle mellem 4 og 80 år. Jeg har hørt hende 5-6 gange i forskellige sammensætninger, den her gang er det bare hende, der optræder alene.

White Magic (US), spiller til arrangementet Distortionborg på Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2 mellem 15.00 og 17.00

- Hockeysmith er to teenagesøstre, Annie og Georgie Hockeysmith , der laver semielektronisk musik på en gård i Cornwall, der lyder som en blanding mellem Cocteau Twins og The Prodigy. På en måde lyder det som 1990’erne, på en måde lyder det som fremtiden. De har en særlig magisk klang i stemmerne, ren og energisk. De får rigtig meget opmærksomhed lige nu, og jeg tror, de kan blive rigtig store. Det er første gang, de spiller uden for Storbritannien.

Hockeysmith (UK) spiller lørdag 21.40 i MEMBRANE Tent på Refshaleøen.

- Mykki Blanco er jeg nysgerrig efter. Det er en slags rap og queer-performance. Jeg kender det ikke så godt, men det er i hvert fald ikke middle of the road, når man ser musikvideoerne. Det sender nogle ret vilde signaler.

Mykki Blanco (US) spiller i SPISESALEN (Warehouse) under et Red Bull Music Academy-arrangement klokken 01.00

Du kan se programmet for Final Party her.