”Spændings- og gyserfilm er ikke blevet bedre med årene. Jeg foretrækker Hitchcocks film. De er mere underspillede end i dag, hvor folk får hugget hovedet af. Du ser ikke kniven skære i brusebadsscenen i ’Psycho’. Det er musikken, der gør det hele. Hitchcock var en slags Freud eller Jung. Han vidste, hvor bange vi er inderst inde. Det er kun menneskedyret, som er bevidst om sin egen dødelighed. Det er en eksistentiel frygt, som løber igennem hele menneskehedens historie. Det forstod han at spille på.”
”Jeg ville ikke tage på for at spille rollen. Kostumedesignerne lavede i stedet et kæmpe ’fat suit’ (se lille billede) til mig. Det tog halvanden time at få på hver dag.”
”Jeg har den samme pragmatiske tilgang til tingene som Hitchcock: ’Hold nu op med at tale om det, og få det gjort!’ Anna Massey, der spillede med i ’Frenzy’ (1972), fortalte mig om en episode, hvor en skuespiller spurgte, hvordan han skulle spille scenen. Hitchcock bad om at se skuespillerens kontrakt. Så fandt han frem til underskriften og sagde: ’Du har skrevet under på, at du er skuespiller. Pas dit arbejde.’”
”Hans kone Alma var drivkraften i hans liv. De mødtes i 20’erne, længe inden han blev berømt. Hun var en fantastisk filmklipper og rådgiver, men hun holdt sig i baggrunden. Hun var godt klar over, at han var en narcissistisk og egoistisk mand, der elskede at være berømt. Som alle genier var han selvisk og utålmodig.”
”Jeg så ’Psycho’ første gang i en biograf i Manchester. Det var en søndag aften, det regnede og var meget mørkt. Jeg var lige kommet til byen og havde fået mit første job som skuespiller på et teater. Jeg boede ude i forstæderne i et mørkt hus med en høj trappe. Jeg tog bussen ind til byen for at se filmen. Alene. Da jeg vendte hjem til det mørke hus, var jeg overbevist om, at Norman Bates ventede for enden af trappen.”
”Der er en scene i ’Psycho’, hvor Anthony Perkins kommer med en sandwich til Janet Leigh. Hun gestikulerer, at han kan komme ind på hendes værelse med maden. Perkins tøver et sekund og bevæger sig frem og tilbage. I den ene subtile bevægelse kan man fornemme, at han har et problem med kvinder. Dernæst klipper Hitchcock til Janet Leigh, som har set bevægelsen og tænker sit. Det er typisk Hitchcock.”
”Hitchcock finansierede selv ’Psycho’ og risikerede sin formue. Han var en modig mand. På det tidspunkt var han sikkert klar over, at han var ved vejs ende i sin karriere, selv om han kun var 60. ’Psycho’ var hans største bedrift og sidste store film. ’Fuglene’ (1963) var o.k., men ’Bag jerntæppet’ (1966) var forfærdelig.”
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.
