Noma-kåring meningsløs

Gastro-redaktør: ”Kåringen af Noma som verdens bedste er tæt på meningsløs”

Noma-kåring meningsløs
Offentliggjort

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Noma er en unik restaurant, der – når den er bedst – vitterligt er en af verdens bedste restauranter! Men uanset om Noma ligger nummer 1, 2, 3 eller 50 på listen, så bliver listen ikke mere troværdig af den grund. Det er og bliver en liste, der er baseret på så løst et grundlag, at den bliver tæt på meningsløs og ikke meget mere valid end eksempelvis Miss World-konkurrencen! Jeg kan sagtens glæde mig på Noma og Danmarks vegne, men listen bliver ikke mere troværdig, bare fordi det tilfældigvis går Danmarks vej.

I de sidste par dage har flere svaret på kritikken, at det da godt kan være, at 50 Best halter lidt her og dér, men at man ikke skal underkende hverken dens enorme betydning eller hvad Nomas placering har givet Danmark af opmærksomhed. Men det er altså at blande tingene sammen. Det vil være absurd at benægte den betydning, 50 Best har haft for Noma og omegn – intet pr-bureau kunne ha’ gjort det bedre – men effekten gør ikke listen hverken mere eller mindre seriøs af den grund. Måske man ligefrem kan synes, at det er skræmmende, at listen rent faktisk har så stor indflydelse, når den nu er så svagt funderet, som den reelt er.

I P1 Morgen sagde ’Noma-bagmand’ og medejer Claus Meyer, at han ikke håbede, at det med det nordiske køkken var et modefænomen, men at ideerne bag det nordiske køkken var kommet for at blive. Det er det nordiske køkken uden tvivl – altså kommet for at blive – og Nomas betydning kan ikke undervurderes! Og det skal man huske på, når Noma en dag forsvinder fra førerfeltet – når Cirkus 50 Best drager videre til næste by. For det gør de på et tidspunkt, når moden skifter. For paradoksalt nok siger 50 Best det selv – at deres liste ikke reelt er et udtryk for stedernes kvalitet, men snarere et udtryk for tilfældigheder og tendenser i tiden lige nu.

Så tillykke til Noma, men i virkeligheden et endnu større tillykke til The World’s 50 Best Restaurants-listen for det helt fantastiske hype, det er lykkedes dem at skabe om sig selv. Det er fabelagtigt gået, at man på den ene side kan sige, at man selvfølgelig skal tages med et gran salt, og på den anden side samtidig alligevel nærmest institutionaliserer og ophøjer egen betydning til lov. Hvis nogen synes, at ovenstående er lidt partykilling, så må det da være en trøst, at alle øvrige medier generelt har valgt at hoppe lalleglad med på 50 Best-cirkusvognen.

Se hele listen her.