Generelt fås rosévin til overkommelige priser. Vinene som skal drikkes unge, gerne lidt kølige. Det er ukomplicerede vine, som gør sig bedst på de lune sommeraftener som aperitif eller til at bælle på altanen. Rosévin, som vi kender den, bliver fremstillet af blå druer, præcis som rødvin. Druemosten har dog en meget kortvarig kontakt med drueskindet, som giver farven til vinen og bliver fjernet fra drueskallerne relativt kort tid efter, at gæringen er gået i gang. Processen kaldes i fagsprog maceration.
Så rosévin er altså ikke en blanding af hvidvin og rødvin og dog … for det forekommer faktisk. Når man laver mousserende vin i en roséudgave, er det kutyme at blande hvidvin og rødvin. En roséchampagne er noget af det bedste, man kan få inden for roséverdenen.
Læs Jacob Kocembas anbefalinger af rosévin på de næste sider. Bedst under 1.000 kr:
NV Billecart-Salmon Rosé Champagne
+++++
Overraskede mig positivt med sine fine, meget livlige bobler. Har en meget smigrende duft af hindbær og blomster - godt afbalanceret og god bredde i smagen.
Serveres ved 6-8 grader, skal ikke dekateres.
Pris: 580 kr. ved Theis VineBedst under 500 kr.:
Ruinart Rosé Champagne
++++
Smagen er ikke så intens som forventet, men slutter dog af med fine frugtige noter uden at være overvældende.
Serveres ved 6-8 grader, skal ikke dekanteres.
Pris: 450 kr. i diverse specialbutikker
Bedst til under 100 kr.:
Château Pierrail 2009
++++
Godt balanceret. Er med sin dybde og koncentration velegnet til mad som lette og friske kødretter.
Serveres ved 6-8 grader, skal ikke dekanteres.
Pris: 79,95 i MagasinMånedens fund:
Vida Nova 2009, Portugal
+++++
En meget rød rosé, flot blomsternæse med en bred vifte af frugtaromaer. Pæn frugtig smag med fin balance, som holder pænt længe i munden. En god rosé i den dyre ende, men den har bare så meget mere at byde på end de andre.
Serveres ved 6-8 grader, skal ikke dekanteres.
Pris: 119,95 kr. i Vinspecialisten
Hvor kommer den fra?
Rosé kommer oftest fra de vinproducerende lande omkring Middelhavet, især Frankrig og Spanien. Provence i Sydfrankrig er særlig kendt for rosévin, og i Navarra i Spanien er der kommet en bølge af unge vinmagere, som laver fantastiske rosévine til stadig få penge.
Til mad
Mad og rosévin kan være svært at kombinere, fordi rosévin generelt ikke er blandt de mest udtryksfulde vine. Man skulle tro, rosévin ligesom hvidvin ville kunne gå godt til lette retter (fisk, skaldyr m.v.), men sådan er det ikke. De smagskomponenter, rosévinen trods alt har, er bygget på de blå druer, som ikke giver den fornødne syre. Men rosévin kan gå godt til stegt laks og charcuteri.
På restaurant
Sidder du på en restaurant og vil gerne have rosé til din mad, skal du gå efter områderne Tavel og Lirac. De to områder laver noget af det mest komplette rosévin til mad lavet på Grenache-druen.
Denne artikel har tidligere været bragt i Euroman nr. 207.