Jesper Stein: "Det føltes, som om der var et kilo kød, som jeg var nødt til at skære ud af min egen krop"

I ’Rampen’ tager Jesper Stein os med på sine forældres deroute. Vi oplever, hvordan relationerne afspores af løgne og bitterhed, og hvordan det præger forældre og børn resten af livet. Det er en rå fortælling, der blotter ham selv og hans familie, men det er også hans mest ambitiøse bog, fortæller han, da vi møder ham til en kop earl grey-te og en samtale om at forlige sig med fortiden.

”Det, der fylder mest, er relationen til min mor og de problemer, der opstår, da mine forældre bliver skilt, og jeg som 17-årig skal tage mig af hende. Jeg tror, at når man læser de kapitler, vil man få en klar oplevelse af, at her foregår noget, som ikke er o.k. Børn skal ikke være de voksne, fordi forældrene bliver skilt, de skal ikke høre deres mor bagtale deres far, og de skal slet ikke tage hans plads i deres mors liv. Jeg har forsøgt at komme ned i lagene og forstå den her kvinde, hvordan hun kan leve et så værdigt liv og så brænde fuldstændigt sammen, da hun bliver forladt af min far. På samme måde forsøger jeg at forstå, hvordan en mand, der har levet i 30 års ægteskab, som 53-årig forelsker sig i en 20-årig kvinde. Skilsmissen bliver dyr for dem begge, især for min far, og det ender i en stor deroute for dem begge. Det er også en historie om, hvor skrøbelige vi mennesker er.”

”Jeg tror ikke, at nogen skriver en så personlig og privat bog, hvis livet har været en walk in the park med solskin og roser. Man skriver kun sådan en bog om noget, som er konfliktfyldt og smertefuldt. Det er ikke noget, man gør, hvis ikke der er et pres, en eller anden indre nødvendighed. For mit vedkommende var det ikke nok, at min mor døde. Der skulle tre begivenheder til: Jeg gik i alkoholbehandling, min mor døde, og jeg blev skilt. Det skete næsten samtidig i sommeren og efteråret 2018. Jeg havde haft et usundt forhold til alkohol i 35 år. Det havde fyldt alt for meget i mit liv. At blive skilt var en katastrofe for mig, jeg har fire børn, men det var først, da min mor døde, at jeg tænkte, at jeg var nødt til at gå tilbage og se på, hvorfor det var gået, som det var. Jeg vidste, at jeg var nødt til at komme videre på en ny måde.”

”Det har været svært og hårdt, men også spændende. Jeg er vant til at kunne skrive 100 sider på en uge, men det kunne jeg ikke nu. Jeg var nødt til at vende tilbage til nogle ting, som ikke var rare. Det er ikke noget, du kan skrive i armslængde. Du skal virkelig ind og mærke det. Der var også nogle smukke ting, stor kærlighed mellem forældre og børn, men primært er det en historie om svigt, misbrug og mennesker, der ikke har blik for deres børn. Det gjorde ondt at skrive. Når jeg havde skrevet en side, havde jeg bare lyst til at klappe computeren sammen og løbe ud i haven og kaste op. Det føltes, som om der var et kilo kød, som jeg var nødt til at skære ud af min egen krop.”

”Ja, det gjorde det nok. Jeg har fået en større forståelse for mine forældre, og hvad det vil sige at være en familie; at en familie på samme tid kan være det bedste og det værste sted i verden. Og nok også en større accept af, at man som forælder og barn begår fejl. Men bogen er kun en del af et generelt livsarbejde, jeg har været igennem de seneste par år, og som blandt andet indebærer en Minnesota-kur (alkohol-afvænning, red.). Det er ikke for svagpissere. Der får du endevendt dit liv med en stor møgspade.”

”Min mor ville have syntes, det var frygteligt. Hun var meget optaget af facaden. Alt skulle se pænt ud, og det gjorde det så. Og min far, der er en del af romanen, ville ikke være interesseret i at læse den. Den beskriver hans deroute efter et på mange måder flot liv. Det tror jeg da ikke, han ville synes om. Omvendt var han litterat, og hvis den har et kunstnerisk højt niveau, ville han nok synes, det var o.k. Det er da noget, jeg har tænkt over. Men jeg er nået til den konklusion, at hvis ikke jeg og alle andre, som er blevet udsat for noget, som de ikke skulle udsættes for, må dele vores historie, hvad er der så at gøre? Hvis ikke man må fortælle sin egen historie, hvem må så?

”Jeg er skidenervøs. Jeg var ude at læse op fra bogen, og der oplevede jeg, at reaktionen var helt anderledes, end jeg er vant til, og faktisk ret kritisk. Tilfældigvis var min psykolog der også, og hun sagde bagefter, at jeg skulle huske, at de spørgsmål ikke handlede om mig. De handlede om dem selv. Folk spejler sig helt vildt i autofiktion, og det skal jeg lige vænne mig til.”

”Det ved jeg faktisk ikke rigtig. Sådan har det altid været. Jeg har aldrig planlagt mere end en bog frem i tiden.”

”Hør nu her, det vil jeg gerne selv sige. I forhold til genren er mine krimier da ret ambitiøse, men ’Rampen’ er da meget mere ambitiøs, end krimierne er. Krimier er rimeligt enkle rent strukturelt og sprogligt. Det her er langt mere komplekst. Det skulle gerne give folk en litterær og sproglig oplevelse og forhåbentlig en mulighed for at reflektere over nogle relationer i deres liv. Jeg har i hvert fald anstrengt mig på en anden måde, end jeg plejer at gøre.”

Tre andre nye bøger, du også skal læse

Midt i verdenshistorien

Siden 2016 har Barack Obama haft tid til at reflektere over sit eget liv og den verden, han blev en central skikkelse i. Hans nye bog tager nogle af de vigtigste valg, både politiske og personlige,

op til overvejelse.

En lang rejse

Mellemøstkorrespondenten Puk Damsgård fortæller om en vild rejse fra Egypten til Yemen. Det er en personlig beretning om at bevæge sig gennem Mellemøsten, hvor hun har boet i næsten et årti.

Dokumenteret ensomhed

En måned før coronaen ramte, mistede Carsten Jensen sin stedsøn, som kun blev 25 år. Tilbage i selv-isolation i et nedlukket Danmark besluttede han sig for at dokumentere pandemien og sorgen.