Der er mange gode grunde til at se film, og lejlighed til at nærstudere smukke menneskers ansigter har altid været en af dem. Endnu mere fascinerende er dog i mine øjne de skuespillere, der har et ansigt, som hverken lader sig kategorisere som smukt eller grimt.
Det helt store dyr i denne åbenbaring må være Donald Sutherland, der gennem en menneskealder har givet glat og endimensional skønhed baghjul med et fjæs, der på en gang synes åbent og gådefuldt, fjollet og fuld af melankolsk poesi.
Men den 30 år yngre Paul Giamatti, som er aktuel i ’Barneys mange liv’, er i besiddelse af en næsten lige så besynderlig og besynderligt tryllebindende udstråling.
Køn er Giamatti helt sikkert ikke, men hvis det er grim, han er, er han det på en virkelig interessant måde. Præmissen i ’Barneys mange liv’ er da også, at Giamattis figur sin alkoholrelaterede topmave til trods besidder en kvindetække af nærmest George Clooney’sk karat.
Mest kendetegnende for Giamattis ansigt er, at det kan foldes og formes i en grad, der gør det svært at fatte, at alle de grimasser rent faktisk udgår fra en og samme person (foretag en simpel billed-googling, hvis du ikke vil tage mit ord for det). Han kan det ene øjeblik ligne et væsen, der vækker ømhed på samme måde som en inspireret bifigur i en Disney-film, og i det næste noget, der burde bevogte en vindebro i et for børn strengt uegnet eventyr.
Også blandt filmlærredets mere macho-agtige typer finder man løjerlige look. Tag blot Ron Perlman, hvis fjæs for længst burde have afgjort diskussionen om, hvorvidt vi mennesker nedstammer fra aber eller ej. Eller Javier Bardem, der sandsynligvis har været næsehorn i et tidligere liv og selv har udtalt, at han ligner en, der har fået tæsk med et baseballbat. At han har formået at score Penelope Cruz, må være det ultimative bevis på, at også klodens allersmukkeste kvinder kan have blik for skæv skønhed.
Og mens vi er ved kvinder, skal vor egen Signe Egholm Olsen ikke forbigås i denne sammenhæng, da hendes ansigt på nærmest naturstridig vis forener feminin skønhed (og sexappeal for den sags skyld) med noget, man meget nødig ville møde i en mørk gyde.
I en tid, hvor navnlig film med en ung målgruppe alt for ofte har kønne, men fuldkommen karismaforladte skuespillere i hovedrollerne, værdsætter jeg mere end nogensinde disse ansigter og deres påmindelse om, hvor bredt et begreb æstetik egentlig er.
