Malte Ebert tog røven på hele Danmark med Gulddreng-personaen. Nu er han tilbage med nyt musikalsk udspil - som sig selv.

Malte Ebert: ”Gulddreng købte mig et bedre studie og en bedre kontrakt”

Han rimede ’nøgen’ på ’smukke øjne’ og bar guldsmykker, der ville gøre en sigøjnergangster misundelig. Gulddreng blev serveret i en tyk sovs af autotune og ironi. Alligevel lykkedes det den fiktive popmusiker at få en ægte karriere og overhale konkurrenterne på hitlisterne indenom. Vi har talt med Malte Ebert, manden bag aliasset, der nu debuterer for anden gang og ikke er i tvivl om, at han også kan få succes som sig selv.

Du har lige udgivet din første single, ’Rather Be’, i dit eget navn. Skal man forstå det sådan, at du nu laver den musik, du oprigtigt har lyst til at lave som Malte Ebert?

”Ja, det skal man. Jeg har selvfølgelig gjort mig tanker om, hvordan jeg lancerede mig selv. Og når man laver popmusik, arbejder man med nogle bestemte præmisser. For eksempel kunne jeg ikke lægge ud med en 10 minutter lang, melankolsk single. Når jeg en dag udgiver mit album, vil der komme sange, som er endnu mere mig selv.”

Hvordan føles det at præsentere en uforstilt version af dig selv?

”Der har været en boblende fornemmelse i maven. Det har jeg gået og ventet på hele mit liv. Så jeg har virkelig glædet mig og været spændt på modtagelsen og på, hvor langt nummeret kan nå i udlandet. Når man skifter fra dansk til engelsk, er det selvfølgelig med ambitionen om at komme ud over grænserne. Og det tegner meget godt. Spotify har listen New Music Friday, der hver uge udvælger nye numre. Listen varierer fra land til land, og danske singler figurerer typisk på New Music Friday Danmark. Men min single er ude på lister i 14 lande, blandt andet en i USA med 2,5 million følgere og forskellige lister i Asien. Det indikerer jo, at den har kvalitet nok.”

Hvordan kan det være, at det har taget så lang tid. At du har skullet inden om Gulddreng, inden du kunne lave den musik, du kan stå inde for?

”Det har ikke taget ufrivilligt lang tid, men været en meget strategisk beslutning. Jeg var jo i gang med at lave min egen musik i 2016, men så kom Gulddreng indenom. Jeg skrev hans første sang, ’Model’, og vidste, at den kunne blive rigtig stor, fordi den legede med den genre, som navne som Emil Stabil og Blak hittede med på det tidspunkt. Jeg spillede sangen for vennerne og mine forældre. Og de syntes, det var langt væk fra, hvad jeg plejede at lave, som var mere singer/songwriter-agtigt. Men de mente også, det lød som et hit. Så brainstormede jeg på, hvordan jeg kunne lancere det, uden at det skulle gå ud over mit image. Jeg lavede en mappe med billeder for at komme tættere på, hvad det kunne være for en fyr, der sang den. Jeg begyndte at kigge på nogle venetianske masker, jeg tænkte på navnet Leonardo Uartig, en italiensk modefotograf på jagt efter modeller, en DJ Aligator-agtig type med veltrimmet skæg og hat på skrå. Men det føltes ikke helt rigtigt. Aftenen inden jeg skulle skrive kontrakt på udgivelsen af ’Model’, faldt jeg så over en artikel på internettet om en mand, der havde købt en skjorte af rent guld, og som havde guldringe på alle fingrene. Jeg ville godt vække den samme følelse, som havde fået mig til at klikke på artiklen: en blanding af nysgerrighed og forargelse. Det tænkte jeg, at navnet Gulddreng ville kunne, hvis man kører ned over en spilleliste. Så jeg skrev det på kontrakten, og hen ad vejen opstod så garderoben med hættebluse, solbriller og guldsmykker.”

Så Gulddreng var nødvendig for at nå dertil, hvor du er nu?

”Ikke nødvendig. For jeg tror sagtens, jeg kunne have nået mit mål. Men han var helt klart med til at gøre mig meget mere interessant. Dengang troede jeg på, jeg kunne udgive en single som Malte Ebert, der kunne blive verdens største. Og der var da noget interesse fra nogle pladeselskaber. Jeg kunne sagtens have fået en pladekontrakt, men det var ikke blevet nogen sensation. Jeg kunne være endt som en lille fisk i en stor sø. Man har kun én debut som engelsksproget artist, og Gulddreng købte mig noget tid. Han købte mig et bedre studie, de rette samarbejdspartnere og en bedre kontrakt. Og han gav mig et intensivt karriereforløb, hvor jeg på halvandet år har prøvet at være debuterende artist, lavet en sommertour og afsluttet med at spille i en stor arena.”

Gulddreng kan jo fremstå som et fupnummer. En vittighed. Men du selv opfatter ham ikke som sådan?

”Selvfølgelig var det en joke. Hver gang, jeg stod på scenen, sagde jeg dumme, sjove ting. Men jeg tog karakteren seriøst. Det var ikke sådan, at jeg drak mig ned og sejlede rundt. Det var et teaterstykke. Det var veludført. Men jeg fuppede ikke nogen. Folk fik noget musikalsk ud af det, når de kom til mine koncerter. Det var ikke sådan, at jeg bare gik ind og trykkede play på en afspiller.”

Så det var ikke nogen sviner til den hitlistemusik, som du til en vis grad parodierede?

”Slet ikke. Der var helt klart en frustration over at sidde og lave seriøs musik og så se, hvad der blev skamspillet på P3, men derfor skal man jo ikke være en sur og bitter gammel mand. Okay, så lad mig prøve at lave popmusik, tænkte jeg. Det viste sig så at være virkelig sjovt. En positiv oplevelse.”

Det lyder som om du med lethed har gennemskuet, hvad der skulle til og så bygget dig en trojansk hest til musikbranchen …

”Lethed? Det synes jeg ikke. Jeg tror ikke, at alle kunne have gjort det.”

Du har måske et særligt talent for det …

”Det tror jeg. Ellers var det ikke lykkedes. Jeg har altid været fascineret af den slags kunst, der leger med folks opfattelse: Borat, Ali G, Peter Jacksons mockumentary ’Forgotten Silver’, der påstår at omskrive verdens- og filmhistorien. Desuden er jeg og mine venner vokset op med at klæde os ud og spille rollespil. Naboerne så os tit i haven iført store waders og en kæmpestor hat i gang med at fægte med sværd.”

Du siger, at du godt ville forarge. Det har du så gjort med Gulddreng. Er du færdig, nu hvor du er Malte Ebert ligeud?

”Jeg vil ikke holde mig tilbage, hvis jeg får lyst til at udtrykke mine holdninger. Men jeg vil nok ikke sige noget i et interview, som jeg decideret ikke mener, som jeg kunne finde på som Gulddreng. En gang blev jeg interviewet, fordi en sang, jeg havde lavet, kun peakede som nummer to på charten, og det blev udråbt til et flop. Og jeg var jo egentlig stadig væk ret glad og stolt indeni, men udtalte, at jeg havde solgt mit hus og min hund, fordi de mindede mig for meget om dengang, jeg var på førstepladsen. Der fik jeg vrede beskeder fra folk, der kaldte mig dyrplager og arrogant. Jeg troede, alle havde gennemskuet, at det var for sjov, men nej. Den slags kommer jeg nok ikke til som mig selv.”

Det lyder som om, du fik skabt noget sejlivet med Gulddreng. Du har selv på et tidspunkt sammenlignet dig med Dirch Passer, der havde problemer med at blive taget alvorligt, når han forsøgte sig som seriøs skuespiller. Er du bange for, om folk hellere vil have alteregoet end den virkelige Malte Ebert?

”Det er selvfølgelig noget, jeg har overvejet. Men jeg tror på mig selv, på at det kan lykkes. Jeg tror, at om 10 år vil man huske mig som begge dele. Desuden er jeg ikke bange for at blive husket som Gulddreng. Jeg er stolt af de sange og stolt af at have udlevet det projekt.”

Du har udtalt til Gaffa, at du har mere at byde på end modeller og champagne. Hvad kan vi forvente?

”Ærlige, personlige sange, sange, der viser sårbarhed. Man kan skrive om overfladiskhed – måske har man en gang kendt en pige, der levede for at få likes på sociale medier. Man kan skrive en sang til sin mor om, at hun ikke skal være bekymret. Man kan skrive en sang om, at man savner sin farmor.”

Din nye single er noget med en pige, der spiller kostbar, noget med at komme hjem sammen og få tøjet af …

”Den handler jo om en følelse, som mange måske kender: Hun siger, at hun ikke er den type, der tager hjem med en fyr første aften, og så gør hun det alligevel. Men det er jo grundlæggende en glad, letbenet sommersang. Hvis jeg havde udgivet en guitarsang om min farmor, var den nok ikke kommet så bredt ud. Derfor har jeg valgt at spille ud med et nummer, der viser, hvad jeg kan som sanger og popsangskriver. Så kan jeg altid senere tage ud i et sommerhus og gå helt Bon Iver på den, hvis det er det, jeg har lyst til.”

Singlen er blevet sammenlignet med Justin Timberlake i en anmeldelse i Gaffa ...

”Det er ikke nogen dårlig sammenligning. Jeg synes, Justin Timberlake er for fed. Jeg har lyttet meget til ham som ung. Men det er ikke fordi, jeg er gået i studiet og har tænkt, at jeg skulle lyde som ham.”

Der eksisterer et klip med dig på YouTube, hvor du som 18-årig håbefuld sangskriver fortæller om drømmen om at spille på Danmarks største scener. Det har du prøvet nu som Gulddreng. Både i Vega og Royal Arena. Hvad er så drømmen for Malte Ebert? Er det endnu mere opmærksomhed eller at kunne tage den lidt med ro?

”Der er ingen tvivl om, at fordi jeg har prøvet at stå foran 25.000 mennesker og prøvet at få den energi tilbage, som det giver, så har jeg været bange for, at jeg ville blive skuffet, når jeg nu skulle optræde for færre mennesker. Men tværtimod synes jeg, det kan noget helt nyt at spille mine egne sange for 50 mennesker. På en måde er det mere nervepirrende end at spille foran hele Skanderborg Festival. Jeg har ikke længere noget at gemme mig bagved. For der er ingen, der mest er kommet for at se giraffen. Musikken skal bare være god.”

LÆS OGSÅ: Søren Malling om at slå igennem internationalt: ”Jeg er 54. Hvis jeg skal have en chance for at prøve det her eventyr, så er det nu”

LÆS OGSÅ: Skygger i magien: Er C.V. Jørgensen overhovedet en stor digter?

LÆS OGSÅ: Hugo Helmig: "Når musik betyder så meget i mit liv, kan jeg ikke bare droppe det, fordi jeg er bange for at blive sat op mod min egen far"