Musik i Lejet afslører de første kunstnere til næste års festival

Dagens annoncering tæller ni danske navne.

Musik i Lejet afslører de første kunstnere til næste års festival
Offentliggjort

I år gennemgik Musik i Lejet noget af et organisatorisk stormvejr, da festivalen gentagne gange blev tvunget til at flytte og endte på en campingplads i Vejby, langt fra den strand, der i mere end et årti havde været synonym med festivalens navn.

Den lokation fastholdes, når Musik i Lejet 2026 løber af stablen, og nu afsløres de første navne, der skal være med til at gøre den nye plads lige så mindeværdig for Nordsjællands ungdom, som den gamle var det.

På klassisk MIL-facon er der fokus på navne fra hjemlandet, og ni ud af ni annonceringer er i denne omgang også udstyret med dansk pas.

Benjamin Hav & Familien agerer hovedattraktion i dagens offentliggørelse, der også tæller navne som Gnags, Saveus, Pil og en række spirende artister, der nok skal sætte gang i festen hos de unge, når fars guldkort svinges i Havana-baren ved festivalens nye hovedscene.

Dagens ni annoncerede navne til listen, der løbende udvides, er:

Benjamin Hav & Familien

Pil

Gnags

Saveus

Ozzy

Will

Mekdes

Uro

Giift

Musik i Lejet finder sted 16. til 18. juli 2026, og billetsalget er allerede i gang her.