I absolut mørke sad Brian Robson med benene trukket op til sit bryst og med ryggen hvilende op ad en kuffert. Ved sin side havde han en pakke kiks og to plastikflasker. En med vand og en til urin. Fire trævægge omsluttede ham så tæt, at han hverken kunne strække benene eller vende sig rundt.

Brian Robson sad i en kasse, der var 96 centimeter lang, 66 centimeter bred og 76 centimeter høj.

Han havde overbevist nogle venner i Melbourne om, at de skulle pakke ham i kassen og sende ham med fly-posten hjem til Wales. Robsons ophold var betalt af den australske stat, og han havde forpligtet sig til at blive i to år. Men efter 10 måneder havde han fået mere end nok og måtte bare hjem.

"Australien var et chok. Det var svært fra begyndelsen, og jeg tænkte fra dagen, jeg kom, at jeg bare gerne ville væk igen," sagde den i dag 70-årige Brian Robson for nylig til BBC.

LÆS OGSÅ: Et af livets store spørgsmål: Hvornår skal skjorten ned i bukserne?

De australske venner hjalp ham med at komme på flyet til Sydney. Det gik fint, men så skulle han skifte fly.

"De efterlod kassen med mig i på asfalten, men jeg var vendt på hovedet. Jeg prøvede at vende mig rundt, men der var ikke nok plads. Det var umuligt."

"Det blev hurtigt smertefuldt. Nakken tog al vægten. Det blev ulideligt smertefuldt. Blodet susede ned i hovedet. Jeg fik blackouts og var i seriøs smerte."

Sådan hang han i 22 timer.

Hverken den første eller sidste med ideen om 'human mail'
Det var i 1964, Brian Robson rejste med postvæsnet. Han er ikke den eneste, der igennem tiden har fået den ide. Fænomenet er sidenhen døbt 'human mail'.

Faktisk havde Brian Robson et forbillede, som han kopierede i sin planlægning. Det var en australsk mand ved navn Reg Spiers, der tidligere samme år havde taget fly-posten den modsatte vej; fra London til Melbourne.

Reg Spiers havde ellers været i London for at genoptræne efter en skade som professionel spydkaster. Men da han indså, at han ikke ville blive klar til sommerens OL i Tokyo, ville han bare gerne hjem.

Men Spiers havde ingen penge.

"Så jeg fandt på den her vanvittige plan for at komme tilbage til Australien i en kasse. Og hvem kunne sige, det ikke ville virke? Jeg tænkte, jeg da bare skulle prøve det af," sagde han for nylig til BBC.

Reg Spiers kendte til kassefragten, fordi han selv arbejdede indenfor branchen. Han havde set dyr blive sendt af sted hundredvis af gange. For derudover at sikre at kassen ikke virkede mistænkelig, printede han en kvittering på en selvopfunden australsk virksomhed og sørgede for, at kassen først skulle betales ved levering. Sådan blev rejsen gratis.

Præcis det samme gjorde Brian Robson.

LÆS OGSÅ: Jeg blev smuglet til Danmark i bagagerummet på en Mazda

Men ingen af de herrer var først med pakkeposten.

I 1849 lå en mand gemt i en kasse blandt postvæsnets andre kasser, da han flygtede fra Virginia til Pennsylvania. Han var sort, og han ville væk fra sydstatens slavebehandling af ham og resten af den afroamerikanske befolkning. Han hed Henry Brown og har senere hen fået det ekstra kaldenavn Henry 'Box' Brown, som også bliver brugt på bogen, han har forfattet om sig selv og sin rejse.

En anden, der også pakkede sig selv ind i en kasse, var en tysk fængselsindsat.

I 2008 pakkede den 42-årige mand sig selv ned i en papkasse, der var halvanden meter bred og en meter og 20 centimeter høj. Den blev hentet af postvæsnet, og ud kom han.

Reg Spiers gik ud af lufthavnen med et smørret grin
Reg Spiers fortæller, at rejsen fra London til Melbourne var båret af held.

På turen mellem Paris og London måtte han ud af kassen og strække ben. Og lette sig.

"Jeg tissede i en dåse og satte den på toppen af kassen, men det var en kort tur, og pludselig landede flyet. Panikken hoppede jeg tilbage i kassen, mens dåsen med pis stadig stod ovenpå," siger han til BBC.

De franske bagagetransportører troede, dåsens indhold var efterladt som en joke fra arbejderne i London.

"De sagde nogle forfærdelige ting om englænderne. Men de tænkte overhovedet ikke på kassen, så jeg fortsatte bare."

Ved næste mellemlanding i Bombay vendte han på hovedet. Ligesom Brian Robson gjorde et par måneder senere.

Og Red Spiers svedte tran i sådan en grad, at han smed alt sit tøj. Hans kasse var en smule mere teknisk end Brian Robsons. Den var en smule større, og så havde den seler, som han kunne spænde sig fast med, så han ikke fløj rundt i kassen.

I et par timer hang han i sin kasse. Nøgen og på hovedet.

"Ville det ikke have været sjovt, hvis jeg var blevet taget der?"

Men han blev ikke taget, og da han landede i Melbourne, listede han stille og roligt ud af lufthavnens lagerhal med et kæmpe grin smørret i ansigtet.

Hjem på førsteklasse
Brian Robson grinte ikke særlig meget, da han sammenmast med hovedet nederst endelig blev vendt om og lastet på et fly. Trods presset var han ikke i tvivl om, hvad han skulle. Han skulle hjem.

Men der var en ting, Robson ikke kunne følge med i fra sit indelukke: flyet, han oprindeligt var booket til, var fyldt. Så han kom med et andet fly. Der var koldt i lastrummet.

"Jeg havde problemer med at trække vejret. Og jeg fik smerter i mine albuer og knæ. Langsomt begyndte hver eneste legemsdel i min krop at smerte og hæve. Mine ankler hævede helt slemt."

LÆS OGSÅ: Mads Holgers forunderlige rejse: Med Klub Jet i Istanbul

Brian Robson bevægede sig ind og ud af bevidsthed. Han hallucinerede, at han fløj ud af lastrummet midt under flyvningen. Det gjorde han ikke.

Men da flyet landede, og han troede, han var på engelsk jord, var han så svækket, at han tændte men tabte sin lommelygte, der var klistret fast 20 centimeter foran ham.

En lufthavnsansat ved navn Gary Hatch så lyset fra boksen. Han kiggede ind ad en sprække og troede, det var et lig, der lå sammen med de to vandflasker og kufferten.

Sammen med politi og et hold ansatte, løftede Hatch kroppen ud, der hverken kunne sige noget eller strække sine ben. Men Brian Robson kunne høre deres tale. De lød ikke som briter. Flyet havde bragt ham til Los Angeles.

Robson blev indlagt og hurtigt hobede spørgsmålene sig op. Medierne skrev utallige historier, og politikerne forsøgte at løse situationen.

Var han spion? Blevet kidnappet? Og hvad skulle man gøre med ham? Skulle han dømmes juridisk for at være i USA på ulovlig vis? Skulle han tilbage til Australien?

Han var ikke spion eller kidnappet, fik han overbevist politiet om, og alle tiltaler mod ham blev droppet. I stedet blev han sendt med en førsteklasses billet hjem til London. Ansvaret for at rejsen kunne lade sig gøre hang på flyselskabet, Pan American.

Så hjem kom Brian Robson. Og fortryder han? Nej. Tænkte han nogensinde på at give op? Nej.

"I dag er jeg 70 år gammel. Min erfaring siger mig, at unge ikke tænker klart. Jeg tror, at de fleste teenagere, både unge dengang og især dem i dag, tager en beslutning om at gøre noget uden at tænke over konsekvenser."

Alt i alt tilbragte Brian Robson fire dage i trækassen. Hvis den var blevet lastet til den sidste del af rejsen fra Los Angeles til London, var han formentlig frosset ihjel, siger han i dag.

Flyet fløj nemlig over dele af Arktis.


Brian Robson (tv) vendte tilbage til London i maj 1965.

LÆS OGSÅ: Manden på gaden i Sydney

LÆS OGSÅ: Et døgn i Heathrow lufthavn i billeder

LÆS OGSÅ: Storbyen kalder: Los Angeles