Filmstriben er en guldgrube for filmfans med hang til den mere smalle del af filmverdenen. Her findes der ingen tomme kalorier, så du kan passende skifte den endeløse søgen efter film på Netflix ud med landets helt egen streamingtjeneste.
Her er vores guide til nogle af de bedste europæiske perler på tjenesten.
Den store skønhed, 2013 (Italien)
Italien er kendt for at lave smukke film, og anderledes er det ikke med ’Den store skønhed’, der uden tvivl får dig til at gribe computeren for at søge efter flybilletter til Rom.
Filmen følger den aldrende journalist, Jep Gambardella, der stadigvæk lever på successen fra en bestsellerroman, han skrev i hans spæde karriere. På overfladen nyder han det søde liv i sin ungkarlelejlighed i Rom med jævnlige besøg fra byens dekadente overklasse, men der går ikke længe før, at melankolien indtræffer, og den hedonistiske livsstils manglende forpligtelser synes kvælende. Jep kommer i tvivl om ”meningen med det hele”, og i hans jagt på at finde noget dybere, bliver vi ført smukt igennem Roms gader, mens vi stifter bekendtskab med en broget flok af forskellige karakterer.
Den italienske instruktør Paolo Sorrentino har med sine smukke billeder og eksistentielle søgen skabt en ny klassiker, der både giver dig lyst til at danse natten lang og vandre Roms gader rundt i søgen efter ”den store skønhed”.
Filmen gjorde rent bord og hjemtog bl.a. en Oscar for bedste udenlandske film samt Den Gyldne Palme til filmfestivalen i Cannes tilbage i 2014.
Les Miserables, 2019 (Frankrig)
Her er der ikke tale om Victor Hugos legendariske musical, men i stedet et benhårdt krimidrama, der udspiller sig i selvsamme by, som musicalen foregår i.
Vi følger den idealistiske politimand Stephane, der på hans første dag får til opgave at patruljere med et rutineret makkerpar i den kriminalitetsramte forstad til Paris. Det viser sig hurtigt, at makkerparret ikke er de mest sympatiske politimænd i korpset, og det hele kulminerer, da et advarselsskud rammer et barn fra den parisiske ghetto. Herfra stiger spændingsniveauet hastigt, og vejrtrækningen bliver først normal igen, efter filmens rulletekster er kørt over skærmen.
Som et mix af ’Training Day’ og ’City of God’ tog den franske instruktør Ladj Lys debutfilm hele filmverdenen med storm og vandt blandt andet Grand Prix-prisen til filmfestivalen i Cannes.
Force Majeure, 2014 (Sverige)
Den svenske instruktør Ruben Östlund har et sublimt øje for socio-psykologiske dynamikker. Det har han vist i film som ’Play’ og ’The Square’ med danske Claes Bang i hovedrollen. Anderledes er det ikke i hans film fra 2014, Force Majeure, hvor den moderne mands ego med et skarpt satirisk blik bliver sat til skue for seerne.
Filmen handler om manden Tomas, der er på skiferie med sin kone og deres to børn. Da familien spiser på en restaurant-terrasse med udsigt til en smuk, hvid bjergskråning, ruller en lavine skabt ved sprængning ned ad bjerget. Tomas maner familien til ro, men lavinen vokser og vokser, og det får panikken til at bryde ud. Midt i hele virvaret får vi omdrejningspunktet for resten af filmen: Tomas’ kujonagtige reaktion.
Som filmanmelderen Pete Bradshaw fra The Guardian skrev i sin anmeldelse af filmen: ”Ruben Östlunds iskolde og foruroligende familiedrama, der foregår i et eksklusivt skisportssted i de franske alper, er en katastrofefilm uden katastrofe.”
Til alles store overraskelse, og især Ruben Östlunds egen, blev Force Majeure forbigået til nomineringen af bedste udenlandske film ved Oscar-showet. Det siger dog mere om Oscar-juryen, end filmen selv, der må siges at være en overset perle.
Smerte & Ære, 2019 (Spanien)
Pedro Almodóvar seneste skud på stammen, ’Smerte og ære’, er en den spanske instruktørs bedste film til dato.
Instruktøren Salvador Mallo, spillet af Antonio Banderas, er plaget af mange fysiske skavanker. Han er stoppet med at lave film og kreativiteten synes forsvundet. Da cinemateket i Madrid genviser hans gamle hovedværk ’Sabor’, begynder kreativiteten og lysten til at lave noget nyt at komme tilbage.
Antonio Banderas vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle til filmfestivalen i Cannes, mens filmen måtte tage til takke med at være nomineret til Den Gyldne Palme.
Min far, Toni Erdmann, 2016 (Tyskland)
Tyskerne har – faktisk ganske uberettiget – et ry for at have dårlig humor, men 'Min far, Toni Erdmann' beviser det stik modsatte.
Filmen handler om den hårdtarbejdende karrierekvinde Ines, der får uanmeldt besøg af sin far, Winfried, som hun ellers ikke har det tætteste forhold til. Siden han blev skilt fra Ines' mor, har han ikke været nok til stede og svigtet hende, men det vil Winfried nu lave om på.
I et forsøg på at komme tættere ind på livet af den travle Ines, opfinder faren karakteren 'Toni Erdmann', en businessman, der iført paryk, briller og falske tænder forsøger at mingle med Ines' højtrangerede forretningsforbindelser. Og det lyder altså mere plat, end det er.
Selvom filmen varer hele 162 minutter, føles den ikke lang, for næsten hver eneste scene er sjov, overraskende eller tåkrummende. Overordnet formår 'Min far, Toni Erdmann' at fortælle en historie om ensomhed og et problematisk far-datter-forhold gennem uforudsigelig og raffineret humor, og det er både hjerteskærende og ganske genialt.
Oslo 31. august, 2011 (Norge)
Den norske-danske instruktør Joachim Trier slog sit navn fast med den geniale ’Reprise’, der også var første film i hans Oslo-trilogi. Der var derfor høje forventninger, da næste film i trilogien, ’Oslo 31. august’, fik premiere tilbage i 2011. Filmen viste sig at være et endnu større mesterværk, og den skildrer ensomhed og tabte drømme på smukkeste vis.
’Oslo 31. august’ udspiller sig, som titlen antyder, over én enkelt sensommerdag. Vi følger den atypiske narkoman Anders, der har udgangsdag fra sit behandlingshjem, fordi han skal til jobsamtale på et forlag. Omdrejningspunktet for filmen er Anders’ søgen efter meningen med at leve. Igennem samtaler med venner får vi et indblik i Anders ensomhed og fortrydelse af, hvor han er endt henne. Håbet er dog aldrig væk for Anders, og især filmens sidste halvdel vækker en forventning om, at han kan komme ud på den anden side.
Sauls søn, 2015 (Ungarn)
Med et kamera i nakken på en kz-fange bragede den ungarske debutant Laszlo Nemes i 2016 ind på filmscenen med sin fortælling om et døgn i Auschwitz, hvor oprøret ulmer, men hvor overvågningen også er konstant. Det fortæller kameraet ved hele tiden at holde sig i nakken på hovedpersonen, som oplever mere menneskelig lidelse på én arbejdsdag, end de fleste mennesker oplever på et liv. ’Sauls søn’ er ikke nogen rar film, men den er et vigtigt dokument for forståelsen af det, som Europa engang var, og det, som det er i dag.
Filmen vandt prisen for bedste udenlandske film ved Oscar-uddelingen i 2016.
Se, hvad vi ellers skriver om: Film og Guide
