På omslaget af Jonas Erikssons anmelderroste roman ’Vejen hjem’ står der følgende kondenserede livshistorie: anbragt i tre år på børnehjemmet Godhavn, tidligere dørmand, stifter af flere kampsportsklubber, blandt den første generation af MMA-professionelle i Danmark og kandidat i historie fra Københavns Universitet. Mildest talt en broget livshistorie, der blot bliver mere sammensat af, hvad hans debutroman handler om.
Her følger vi den unge bondesøn og teologistuderende Thomas, der af en adelig enkefrue bliver sendt til den afrikanske vestkyst i begyndelsen af den danske slavehandel i 1700-tallet.
Aftalen er, at Thomas skal varetage hendes interesser, i bytte for at hun finansierer hans studier. Det er en roman om skæbne, klasse og alle de valg, som vi gennem livet bliver udsat for, og hvordan vi forvalter det ansvar.
Men hvordan er Jonas Eriksson overhovedet nået frem til at kunne skrive en roman?
”Jeg blev smidt ud af min far, da han fik en ny familie. Jeg var 12 år gammel og endte med at bo tre år på Godhavn, og det var meget langt fra, at jeg nu sidder her. Der var ingen forventninger om, at jeg skulle klare den. Det var urealistisk, at jeg skulle kunne bryde mit sociale ophav,” fortæller 49-årige Jonas Eriksson i sit hjem i København.
Alligevel er det tydeligvis lykkedes. På bordet foran os ligger fortællingen om Thomas, der mønstrer et skib med kurs mod Vestafrika. Selv om debutanten ikke har fundet sig helt til rette i rollen som forfatter, så taler han allerede klart om sit værks tilblivelse.
”Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive en helt anden roman. En bog til unge om pirater. Men der kom noget helt andet ud. I begyndelsen kunne jeg ikke rigtig håndværket, så jeg skrev bare, men gennem kampsporten mødte jeg for første gang en anden forfatter, der virkelig hjalp mig med at læse min egen tekst. Jeg fandt ud af, at jeg havde noget på hjerte.”
Med Jonas Erikssons baggrund som anbragt barn virker det helt oplagt, at han vil noget med sin fortælling om den unge Thomas, der først på skibet, dernæst på slavefortet i nutidens Ghana og til sidst i Dansk Vestindien bliver udsat for alskens prøvelser.
Fortællingen i ’Vejen hjem’ er en historie om, hvordan din baggrund definerer dine fremtidige muligheder, og hvordan klasse og økonomi er fuldstændig grundlæggende størrelser i et menneskes liv.
Og selvom ’Vejen hjem’ er en historisk roman, så taler den ind i den aktuelle samtale om det danske klassesamfund, som blandt andre Glenn Bech har aktualiseret det seneste år.
Den vinkel i romanen opstod nærmest ved et uheld for Jonas Eriksson, selv om det måske kan lyde mærkeligt: ”Jeg havde en idé til handlingen. Jeg ville gerne transportere en ung mand fra Danmark til Vestindien i 1700-tallet. Hvordan gør man det? Det gør man på et skib. Hvilke skibe ville sejle fra Danmark til Vestindien i den periode? Det gjorde de første slaveskibe.
Det var der, romanen transformerede sig fra en ungdomsroman til en historisk roman til voksne. Man kan ikke skrive en realistisk fortælling, der har slavehandlens begyndelse som bagtæppe, til teenagere. Det er for voldsomt. Det var det, der drejede romanen væk fra at være en mere neutral fortælling om en ung mand til at undersøge, hvad det er, der danner os.”
Det var også her, at Jonas Eriksson begyndte at bruge sig selv. Han har altid følt sig lidt udenfor i nutidens samtaler om køn, klasse, seksualitet og identitet. Vigtige diskussioner, som han dog har svært ved at gå ind i.
”Os institutionsbørn er en mærkelig, blandet landhandel, der af den ene eller anden årsag har mistet vores familier, eller er blevet skåret fra. Mange af os har et blik på tingene udefra,” siger han.
Men det er det, der gør ’Vejen hjem’ til en interessant roman. Jonas Eriksson er af den overbevisning, at alt han skriver, i virkeligheden handler om ham selv. Selvom den historiske ramme i ’Vejen hjem’ er fremmed, så handler den i det store hele om de hierarkier, han er stødt på gennem sit liv.
”Jeg føler, at mange mennesker er ret fordømmende. De har ikke blik for, hvilke privilegier de er født med. Det er en stor ting, at vi igen er begyndt at tale om klasse, og her har fiktionen virkelig en funktion ud over den kunstneriske oplevelse.
Det at læse er en øvelse i empati, det at skrive er en øvelse i empati. Du sætter dig i andres sted, følger dem og lever med dem, hvilket giver et andet blik på virkeligheden.
Hvis folk gennem min roman kan forstå, hvorfor det er svært for hovedpersonen Thomas, så kan de måske også lære at forstå, hvorfor livet er svært for mennesker ude i virkeligheden.” Det handler ’Vejen hjem’ i høj grad også om.
Thomas bliver stillet over for slavehandlens brutalitet, han bliver ført med af omstændighederne og bliver involveret i dette grufulde kapitel i vores fælles historie, og som læser har man ofte lyst til at bryde ind og stoppe ham. Men det er netop pointen. Det er svært at stoppe volden, hvis den er blevet en normalitet.
”Vi har selvfølgelig altid et valg,” siger Jonas Eriksson. ”Men vi kan blive normaliseret til volden, så vi bliver følelsesløse over for det, vi ser. Det sker for Thomas undervejs, og et af de spørgsmål, romanen stiller er, hvor meget der skal til, før man kan bryde med volden?”
’Vejen hjem’ er udkommet på forlaget People’s.
