Hvordan kommer man igen efter at have fået verdenshistoriens største lussing? Det kan man få svar på i ny dokumentarfilm om Amerikansk Samoas landshold, der har rekorden som det ringeste landshold med nederlaget på 31-0 til Australien for 10 år siden.
Produceren Kristian Brodie har fulgt holdet siden det astronomiske nederlag, og han fik instruktøren Mike Brett med på at lave en film om en gruppe spillere, der, som det siges i filmen, ikke har mange evner, men de har alle hjerte og mandsmod.
Amerikansk Samoa er den østligste del af Samoa-øgruppen i det sydlige Stillehav omkring halvvejs mellem New Zealand og Hawaii. Der bor kun 58.000 mennesker på de fem vulkanøer, så talentmassen er begrænset.
De er dog meget opsatte på at revanchere det pinlige nederlag, og de hyrer en professionel træner, der har trænet flere hold i den bedste amerikanske række.
Udover over den højtråbende amerikaner er en af holdets (og filmens) centrale personer den transseksuelle Jaiyah Saelua og Nicky Salapu, der vil gøre alt for at smide mærkatet ’verdens dårligste målmand’.
Se traileren til filmen her:
Filmen får premiere i England 9. maj. Men der er endnu ingen dansk dato.