Özlem Sağlanmak: "Jeg har altid været på vagt og meget bevidst om, at folk kigger på mig og ser alle mulige ting for sig. Og jeg har kæmpet for at komme ud af den kasse"

Siden jeg var lille, har jeg tænkt over, hvordan omverdenen så på ’sådan nogle som mig’. Jeg blev ofte spurgt – også af jævnaldrene – ’Går du med tørklæde? Har du gået med tørklæde? Må du få en kæreste? Må du drikke? Må du dit og dat?’ Jeg har altid været på vagt og meget bevidst om, at folk kigger på mig og ser alle mulige ting for sig. Og jeg har kæmpet for at komme ud af den kasse. Det har gjort, at jeg har været mere kontrolleret, og det har givet mig et skævt fokus. Hvis jeg mødte nogen, der sagde noget hyggeracistisk, så har jeg altid taget the high road og været sød, venlig og forklarende. Jeg sagde aldrig fra. Det har ændret sig siden.

Jeg ville være skuespiller, før jeg egentlig forstod, hvad det var. Min mors udlægning er, at jeg har leget meget alene og været i mit eget univers som barn, men jeg har også underholdt og performet. Sådan et helt klassisk yngstebarnsyndrom. Jeg havde en fantastisk folkeskolelærer, der hed Birgitte, som var nyuddannet, og hun lavede mange kreative ting med os. Hun fik os blandt andet til at skrive vores eget teaterstykke i plenum, hvor vi alle skulle finde på, hvad der skulle ske. Det var egentlig et håbløst projekt, men hun fik det stablet på benene. Det var så frisættende for mig at være i et rum, hvor man kunne lege, at man var hvem som helst og hvad som helst. At få lov til at drømme og tage forskellige masker på.

I 2002 startede jeg på teaterskolen. Jeg kom ind i første forsøg, og det var en stor overraskelse for mig. Det var intenst og hårdt at gå der. Jeg havde en stor drøm om at blive skuespiller, men da jeg kom ind, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde selvtilliden til det. Det hele var overvældende, og jeg følte ikke, at jeg var god nok. Jeg var sikker på, at det var en fejl, at jeg var blevet optaget, så de første to år var det mere en angstfyldt end en lystfyldt oplevelse. Det var især præstationsangsten, som var hæmmende for mig. Jeg turde ikke give slip på mig selv, fordi jeg tidligere altid forsøgte ikke at tage så meget plads i et rum.

Der var stor opmærksomhed omkring, at jeg havde en tyrkisk baggrund. Der var en teaterchef, der havde omtalt mig som ’fremmedarbejderpigen’, og der var mange, der syntes, at min baggrund var spændende, men det gjorde også, at jeg ikke kunne slappe af. Jeg følte, at jeg skulle bevise nogle ting. Det blev for meget pres, så jeg ikke bare kunne slappe af og gøre mit eget. I løbet af det tredje år begyndte det heldigvis at gå bedre, og på fjerde år havde jeg taget et gigantisk skridt.