Özlem Sağlanmak: "Jeg har altid været på vagt og meget bevidst om, at folk kigger på mig og ser alle mulige ting for sig. Og jeg har kæmpet for at komme ud af den kasse"

Siden jeg var lille, har jeg tænkt over, hvordan omverdenen så på ’sådan nogle som mig’. Jeg blev ofte spurgt – også af jævnaldrene – ’Går du med tørklæde? Har du gået med tørklæde? Må du få en kæreste? Må du drikke? Må du dit og dat?’ Jeg har altid været på vagt og meget bevidst om, at folk kigger på mig og ser alle mulige ting for sig. Og jeg har kæmpet for at komme ud af den kasse. Det har gjort, at jeg har været mere kontrolleret, og det har givet mig et skævt fokus. Hvis jeg mødte nogen, der sagde noget hyggeracistisk, så har jeg altid taget the high road og været sød, venlig og forklarende. Jeg sagde aldrig fra. Det har ændret sig siden.

Jeg ville være skuespiller, før jeg egentlig forstod, hvad det var. Min mors udlægning er, at jeg har leget meget alene og været i mit eget univers som barn, men jeg har også underholdt og performet. Sådan et helt klassisk yngstebarnsyndrom. Jeg havde en fantastisk folkeskolelærer, der hed Birgitte, som var nyuddannet, og hun lavede mange kreative ting med os. Hun fik os blandt andet til at skrive vores eget teaterstykke i plenum, hvor vi alle skulle finde på, hvad der skulle ske. Det var egentlig et håbløst projekt, men hun fik det stablet på benene. Det var så frisættende for mig at være i et rum, hvor man kunne lege, at man var hvem som helst og hvad som helst. At få lov til at drømme og tage forskellige masker på.

I 2002 startede jeg på teaterskolen. Jeg kom ind i første forsøg, og det var en stor overraskelse for mig. Det var intenst og hårdt at gå der. Jeg havde en stor drøm om at blive skuespiller, men da jeg kom ind, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde selvtilliden til det. Det hele var overvældende, og jeg følte ikke, at jeg var god nok. Jeg var sikker på, at det var en fejl, at jeg var blevet optaget, så de første to år var det mere en angstfyldt end en lystfyldt oplevelse. Det var især præstationsangsten, som var hæmmende for mig. Jeg turde ikke give slip på mig selv, fordi jeg tidligere altid forsøgte ikke at tage så meget plads i et rum.

Der var stor opmærksomhed omkring, at jeg havde en tyrkisk baggrund. Der var en teaterchef, der havde omtalt mig som ’fremmedarbejderpigen’, og der var mange, der syntes, at min baggrund var spændende, men det gjorde også, at jeg ikke kunne slappe af. Jeg følte, at jeg skulle bevise nogle ting. Det blev for meget pres, så jeg ikke bare kunne slappe af og gøre mit eget. I løbet af det tredje år begyndte det heldigvis at gå bedre, og på fjerde år havde jeg taget et gigantisk skridt.

Da jeg lige var færdiguddannet, var jeg ret overrumplet over voksenlivet og alle de beslutninger, jeg skulle træffe. Jeg spurgte min klasselærer på teaterskolen, Karen-Lise Münster, om, hvornår det ville blive nemt at være voksen. ’Det bliver det aldrig,’ sagde hun. ’Der er hele tiden en ny bjergtinde, du skal henover. Derefter kommer der en ny dal og et nyt bjerg. Det bliver ved hele livet. Det bliver ikke pludseligt nemt.’ Det tænker jeg tit på.

I dag er jeg stadig bevidst om, at mange gerne vil have, at jeg passer ind i et bestemt narrativ om muslimer i Europa, men jeg er blevet bedre til at være mig selv og ikke føle et ansvar for at skulle repræsentere en hel minoritetsgruppe i Danmark. Men jeg bliver da stadig frustreret og vred, når jeg mærker forhindringer ved, at jeg ser ud, som jeg gør. Det kan jeg fx mærke i mit arbejde i forhold til de roller, jeg nogle gange bliver castet til. Og især de roller, som jeg ikke bliver castet til. Jeg har engang fået at vide, at jeg nok ikke skulle forvente at blive tilbudt at spille med i klassikere af fx Ibsen og Strindberg.

Kjole Mark Kenly Domino Tan til 5.500 kr.

Når jeg ser ud over det danske teater- og filmlandskab, undrer det mig, at når en brun skuespiller får en rolle, bliver herkomsten ofte en del af fortællingen. Det holder i mange tilfælde producenterne fra at hyre de brune til rollerne, fordi de tror, at publikum har behov for at vide, hvorfor skuespilleren ikke er hvid. Jeg drømmer om, at vi kommer derhen, hvor vi ser hinanden som mennesker og ikke som en del af en gruppe. For jeg har aldrig selv passet ind i nogen gruppe. Det er hårdt og udmattende at skulle kæmpe med det, og oveni også lige være sig selv, skuespiller og have en karriere stablet på benene. Det kaster en skygge, som jeg ikke kan løbe fra. Heldigvis er vi mange flere skuespillere med anden etnisk baggrund i dag, og det gør det lidt nemmere, men problemet er der stadig. Nu er vi bare flere om at belyse det.

Jeg blev draget af ’Shorta’ (film af Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid, red.), fordi den tager fat i et problem, som, jeg synes, er vigtigt. Det er en fortælling om to politibetjente, der bliver fanget i en ghetto, hvor der er store optøjer. Filmen ser kritisk på et system, som dyrker fordomme om grupper frem for at se individet. Og så er det en fortælling om, at had avler had, og at had nogle gange er større end individet. Det er strukturelt, ligesom mange af de problemer, vi ser i verden i dag. Det kan være svært at se de strukturer, vi selv er en del af, og derfor er det vigtigt, at vi en gang imellem betragter os selv udefra med nye og uskyldige øjne for at kunne løse nogle af de problemer, vi har. Det synes jeg, ’Shorta’ er med til at gøre.

Jeg bliver provokeret, når jeg får at vide, hvordan en kvinde skal være. Derfor kunne jeg heller ikke drømme om at fortælle en mand, hvordan han skal være. Det er vigtigt for mig, at mænd er tro mod dem, de er, og at de ikke prøver at leve op til kønsstereotyper. Det er meget vigtigere, at de er ærlige omkring, hvem de er, hvor de er i livet, og hvad de synes, er svært. I et parforhold vil jeg gerne være den, der kender min partner bedst, og det sker kun gennem en åben dialog om, hvor man er i sit liv. På den måde kan man dele livet og den vej, man går på. Ellers bliver man nemt fremmede for hinanden. Men man skal også være ærlig, når man ikke kan følges ad længere. For sådan kan det jo også gå.

Jeg er ikke så vild med mænd, der bruger parfume, men deo er okay. Jeg synes, der er noget lækkert i at kunne dufte min mand. Vi er jo i sidste ende dyr, der også bruger vores duftesans til at finde en partner.

Noget af det, jeg holder allermest af, er at rejse. Jeg har rejst i over 40 lande og forsøger hele tiden at rejse i flere lande end min alder. Ofte er jeg alene afsted, og det er noget af det bedste, jeg kan gøre for mig selv. Jeg har fx været i Dehli og i Nairobi på egen hånd, og jeg er selvfølgelig påpasselig, men det giver mig en rus at være lille mig ude i den store verden. Det er min måde at være dare devil på. Jeg er nemlig ikke til bungee jump.