SIDEN JEG FORLOD universitetet og entrerede arbejdsmarkedet, har jeg altid været begunstiget af gode kolleger. Mennesker, der har gjort mig bedre, og som jeg har løst sjove og meningsfulde opgaver sammen med.

Sådan er det heldigvis også i dag. Min daglige gang på redaktionen på Euroman bliver forsødet af kloge, kreativt tænkende kolleger, der gør mit arbejdsliv så meget bedre, end hvis jeg sad alene og var selvstændig.

I min relativt korte karriere har jeg nået at være en håndfuld steder, hvor det samme gør sig gældende: gode mennesker at dele arbejdslivet med, samlet om et fælles mål og altid en fornøjelse at tage en øl med fredag eftermiddag efter en uge i vælten. Et behageligt, midlertidigt fællesskab, hvor man er indforstået med præmissen om, at vi er sammen lige nu og her, og at fællesskabet har en udløbsdato, når en af os skal videre.

Derfor kan jeg også se med en vis misundelse på makkerpar. Mennesker, der fungerer fremragende professionelt i tosomhed, og som sammen rejser videre fra opgave til opgave, job til job.

I nogle makkerpar består dynamikken i, at den ene skal være kølerfigur og tage både offentlig hæder og tæsk, mens den anden knokler i kulissen. Tænk statsminister Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen. Lars von Trier og hans mangeårige producergeni Vibeke Windeløv. Topchefen og hens særlige rådgiver.

Andre makkerskaber er ligeværdige. Her spiller man hinanden gode og deler spotlightet ligeligt: Den britiske kunstnerduo Gilbert & George. Forfatterne Sjöwall og Wahlöö. Gøg og Gokke. Sherlock Holmes og Dr. Watson. Butch Cassidy og The Sundance Kid. McCartney og Lennon. Fy og Bi. Sergio Leone og Ennio Morricone. Batman og Robin. Mulder og Scully.

Casper Christensen og Mikael Bertelsen, som vi i denne måned har på forsiden af Euroman, kender om nogen til makkerpar. Det er svært at sige Casper Christensen uden at sige Frank Hvam, ligesom Mads Brügger hænger rigtig, rigtig godt sammen med Mikael Bertelsen. Begge makkerpar har arbejdet sammen i årevis. Spillet hinanden gode. Oplevet sejre og nederlag.

Ingen af makkerparrene er gift med hinanden. Der har været plads til selvstændige projekter ved siden af parløbene. Men jeg løftede alligevel på øjenbrynet, da jeg første gang så, at Casper Christensen havde slået pjalterne sammen med Mikael Bertelsen.

Det var en konstellation, der brød med begges respektive og – kan man synes, når man ser det udefra – naturlige samarbejdspartner. Var det en slags udenomsægteskabelig aktivitet? Kunne de overhovedet det? Og hvad var det egentlig, de havde sat sig for at lave?

På redaktionen blev vi nysgerrige. Både fordi Christensen og Bertelsen er to af de mest originale tænkere og idémænd i Danmark. Men også fordi konstellationen mellem de to er spritny. På trods af et langt arbejdsliv med store værker på cv’et for begge to har de aldrig for alvor krydset klinger på højeste niveau. Hvad kunne der mon komme ud af det? Kan de gøre hinanden endnu bedre, end de i forvejen er? Det, og en hel masse andet, afkrævede vi naturligvis de to mænd svar på.

Casper Christensen og Mikael Bertelsen er et makkerskab, der kun lige er begyndt, og jeg er stolt af, at vi på Euroman er med til at skrive de første linjer i lige netop den fortælling. Du kan møde dem her. Og senere på året, når de udkommer med deres nye tv-program.

Rigtig god fornøjelse. Tak fordi du læser med.

Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør