Presseopbuddet var stort, da selfiedronningen Paris Hilton gik i land i Cannes i sommeren 2012. Den danske fotograf Lars Just sneg sig med og portrætterede et stykke popkultur, som siden er blevet overtaget af nye realitypersonligheder.
Det er maj 2012, og jeg er i Cannes som praktikant for Politiken. Cannes er et foto-mekka. Hver aften ryger man til efterfest, og hver dag sker der noget sindssygt.
Der er kendte alle vegne, og så kommer der lige en Batmobil eller et kameloptog. Efter en uge, hvor jeg har fotograferet meget, ringer min chef: ”Lars, du skal huske at slappe af. I morgen lægger du dit kamera og drikker noget vin.”
Jeg kan selvfølgelig ikke lade være, så når jeg har fri, bruger jeg min iPhone, og langsomt bliver iPhone-billederne mere spændende end dem, jeg tager med mit kamera. Den nat, Mads Mikkelsen vinder prisen for bedste mandlige skuespiller (for filmen Jagten, red.), tager jeg med Zentropa til fest, og jeg får nogle vilde billeder.
En eftermiddag, hvor jeg har lagt kameraet, er jeg ved stranden med avisens filmredaktør, Kim Skotte, for at nyde et glas vin. Pludselig ser vi sådan et fotoshoot, og Kim siger: ”Hey, det var da det, du snakkede om. Skal du ikke derned?”
Ud over blondinen er der en håndfuld mennesker og nogle vagter. Sådan nogle store secret service-typer med solbriller. Jeg har jo egentlig fri, men jeg slentrer derned. Når man har det store kamera, er man meget tydeligt fotograf, men har man bare en telefon, er der ingen, der undrer sig. Så kan man komme tæt på.
Jeg går i en bue uden om et hegn og kommer hen til fotografen – en kvinde i 60’erne med sølvfarvet hår – og hendes assistenter.
Det lykkes mig at fiske min telefon frem, og jeg stiller mig bag fotografen. Blondinen slanger sig i sandet, og jeg skyder løs. Jeg kigger op over kanten på min telefon og ud på modellen, og det går op for mig: Shit, mand. Det er Paris Hilton.
Alle griner, jeg prøver at grine med. Paris smiler bare, og fotografen smiler. Jeg tror, at fotografen og hendes folk tror, jeg er med Paris Hilton, og Paris Hilton og hendes folk tror, jeg er med fotografen. Jeg har øjenkontakt med dem, og vi griner hele tiden kunstigt. Jeg stiller dem sammen og siger: ”Smile!” Verdens største modefotograf og en kæmpe kendis lader mig bare skyde.
Annonse
Så går vi alle langs stranden. Vi kommer til et hotel, hvor vi går ind i et sminketelt. Der står jeg sammen med Paris Hilton, som skal gøre sig klar til næste skud. Hun reder håret og tager læbestift på. Jeg skyder og smiler. Hun står bare og kigger på mig.
Paris trutter læberne og kigger på mig igen. Der er ikke andre end os og de der vagter, og pludselig er jeg ret synlig. Så jeg tænker: ”O.k., nu har jeg eddermame fået noget godt materiale, måske jeg bare skulle trække stikket.” Så jeg begynder at gå sidelæns hen mod udgangen, klemmer mig mellem to vagter og kommer ud til stranden. Og bryder ud i jubel.
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.
