Uffe Buchard: ”Jeg er døv på det ene øre, fordi jeg har været så meget på natklub” scroll-down

Uffe Buchard: ”Jeg er døv på det ene øre, fordi jeg har været så meget på natklub”

Den 55-årige kreative altmuligmand Uffe Buchard om skumfester på Ibiza, om at savne sin mor og om at sige tingene uden omsvøb.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Sine Jensen
Mennesker Euroman

Er du gået fra en restaurant uden at have betalt regningen?

”Nej, det ville jeg ikke have samvittighed til. Men jeg kan huske én episode i den boldgade, som endte meget pinligt for mig. Jeg var ude med en date og spise på en af de finere restauranter i København, ingen nævnt, ingen glemt. Da vi skal betale, vil jeg give 100 kroner i drikkepenge, men jeg fumler med dankortterminalen, så jeg får kun trykket 10 øre ind. Jeg lægger ikke mærke til det, og da vi er på vej ud ad døren, siger vores tjener højt: ’Tusind tak for de 10 øre i drikkepenge!’ Alle sad og kiggede, og jeg kunne slet ikke være i mig selv. Folk troede, jeg var en fedterøv, og hvis der er én ting, jeg ikke vil være, så er det en fedterøv. Jeg gik tilbage og gav de 100 kroner, jeg oprindeligt havde tænkt mig, men jeg må sige, det var tarveligt af tjeneren at smide mig under bussen på den måde.”

Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv i medierne?

”Der var én, der var lige ved at blive trykt, men som jeg heldigvis fik standset. Vi skal tilbage til få dage før folketingsvalget i 2011. Jeg blev ringet op af en journalist på B.T., som sagde, at de simpelthen havde opdaget min hemmelighed; at jeg havde et hemmeligt og langvarigt forhold med Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock. De havde det fra flere pålidelige kilder, og de kendte til hele affæren, så jeg kunne lige så godt komme ud med det nu. Jeg sagde til journalisten: ’I wish!’ Jeg ville aldrig gøre det mod Helle, som jeg rigtig godt kan lide, men han er en virkelig attraktiv mand. Og nu vil jeg gerne benytte lejligheden til at fastslå det én gang for alle: Jeg har ikke og har aldrig haft et forhold til Stephen Kinnock.”

Er du nogensinde kommet til skade på et dansegulv?

”Mange gange. Jeg har festet rigtig meget, og jeg er døv på det ene øre, fordi jeg har været så meget på natklub. I 90’erne og 00’erne festede jeg meget på Ibiza til sådan nogle store skumfester, og jeg havde altid mange smykker på. Dem mistede jeg nærmest hver eneste gang, jeg var ude, fordi skummet gjorde min hud så glat. Så lå jeg altid sidst på natten og kravlede rundt på gulvet for at lede efter mine Gucci-ringe, eller hvad det nu var, jeg havde på dengang. Patetisk! Jeg mistede både mine smykker og min værdighed.”

Har du på et tidspunkt foregivet at sove for at undgå et skænderi med din kæreste?

”Nej, og det er, fordi jeg egentlig godt kan lide konfrontationer. Mit liv skal ikke fyldes med dem, men jeg kan langt bedre lide at få renset luften end at holde mine frustrationer inde. Jeg synes også, at skænderier kan være fordrende for romantikken i et forhold. Det kan være decideret sexet at skændes.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Fester