American Apparel-reklame forbudt i Storbritannien

American Apparel-reklame forbudt i Storbritannien
Offentliggjort

American Apparels visuelle univers har altid leget med den. En fetich for lolita-typer. Noget med korte skørter, lange strømper og en spirende seksualitet. Forbuden frugt, der kan drive voksne mænd til vanvid eller i hvert fald ud i seksuelle fantasier.

Men med en ny kampagne er tøjfirmaet, der er kendt for sine provokerende reklamer, gået for vidt i sin seksualisering af "piger i skolealderen', siger den britiske reklamebranchevagthund The Advertising Standards Authority, ASA.

Kritikken retter sig mod to fotos af modeller i skolenederdele i en såkaldt ’Back to School’-reklamekampagne, der bøjer sig fremover, så man kan se deres underbukser.

American Apparel-reklame forbudt i Storbritannien
American Apparel-reklame forbudt i Storbritannien

Branchevagthunden har nedlagt forbud i Storbritannien mod at vise billederne, som folkene fra ASA mener, objektiviserer kvinder uden særlig motivation.

ASA forklarer det potentielt krænkende i billederne sådan:

“Vi fandt, at billederne efterlignede voyeuristiske fotos taget op under kvinders skørter uden deres samtykke eller viden om det, hvilket vi mente, i sammenhæng med en reklame for nederdele rettet mod unge kvinder, potentielt kan normalisere seksuelle overgreb.”

American Apparel forsvarer sig mod kritikken med, at modellen i de pågældende billeder ikke er mindreårig, men en 30 år gammel kvinde, der arbejder som fotograf for firmaet, og at modellerne brugt i kampagnen alle var ”glade, afslappede og trygge i deres udtryk og poseringer.” Det skriver The Guardian.

De omtalte billeder, der promoverer en ny tøjlinje til voksne med inspiration i skoleuniformer, og som mødte kritik på nettet i starten af august, er blevet fjernet fra American Apparels hjemmeside og Instagram-profil i Storbritannien, skriver Metro.