I 137 år har et af verdens mest eksklusive urmærker haft sit hovedsæde i den idylliske og beskedne schweiziske bjerglandsby Le Brassus i Jouxdalen nord for Genève. Vi har besøgt Audemars Piguet.
I Le Brassus nord for Genève bor der små 6.000 mennesker. Hver fjerde af dem arbejder i en af byens mange urvirksomheder. Det er ikke så mærkeligt, som det kunne lyde. Siden begyndelsen af det 16. århundrede er Genève blevet associeret med kompliceret urmageri.
Oprindeligt var det byens låsesmede, der tog sig af de finmekaniske reparationer, men da en af Martin Luthers disciple, den schweiziske reformator Calvin, i 1566 forbød folket at bære kors og andre typer smykker, pressede det flere guldsmede ud i koncentreret urmageri. Selv skovhuggere og bønder fra dalene omkring Genève begyndte at lave ure. I mange år havde de ellers fordrevet de lange, kolde vintermåneder med at lave spillekasser, men den nye, store fokus på ure fik også dem til at ændre deres fokus.
Nyheden om, at erhvervet blev taget så seriøst i Schweiz, tiltrak desuden dygtige urmagere fra Flandern, Frankrig og Italien, og den dag i dag er Jouxdalen samlingspunkt for produktion af ure og urdele for verdens mest eksklusive mærker, bl.a. Jaeger LeCoultre, Vacheron Constantin, Patek Philippe, Breguet og Audemars Piguet, og mange af de lokale familier har trofast arbejdet for de samme virksomheder igennem generationer.
Læs resten af artiklen på de næste sider.
I 1875 indgik to ambitiøse unge mænd fra dalen et samarbejde. Den ene, Jules-Louis Audemars, var 23 år og ligesom sine syv brødre fjerdegenerations-urmager. Den anden, Edward-Auguste Piguet, var 21 år og også ud af en stolt familie af urmagere. De havde kendt hinanden siden skoletiden og mødtes jævnligt både i sportsklubben og i kirken. Og så delte de interessen for komplicerede urværker.
I løbet af de næste 40 år byggede de en sund og velrenommeret virksomhed op. Da Jules og Edward, der begge nåede at blive 67, døde med lidt mere end et års mellemrum, overtog Jules’ søn Paul Jules Audemars ansvaret for den overordnede økonomi og den daglige ledelse af firmaet, mens Edwards søn Paul Edwards Piguet kom til at varetage ledelsen af salg og marketing. Sammen udbredte de støt, men langsomt kendskabet til deres luksusure på verdensplan, og ligesom under første generation talte de fortsat prominente royale og statsledere blandt deres kunder.
Men krakket på Wall Street d. 24. oktober 1929 var tæt på at knække den lille virksomhed. Op til da havde de, det år alene, produceret i alt 732 ure. I årene efter var de helt nede på 116 ure årligt. I dag produceres der i omegnen af 27.000-28.000. Sammenlignet med Rolex, der hvert år producerer cirka en million ure, er AP stadig af beskeden størrelse.
Indtil 1972 var alle APs ure både klassisk designede og uden navne, de blev alene defineret ud fra referencenummeret. Men så kom introduktionen af verdens første luksussportsur, der fik navnet Royal Oak. Med sammenblandingen af sport og dekadence fornyede AP sig selv og sprængte rammerne.
Navnet Royal Oak stammer fra historien om Prince Charles II, der i 1651 under den engelske borgerkrig søgte tilflugt i et egetræ. Træet blev kendt som Royal Oak og blev et symbol på og synonymt med styrke og beskyttelse. Den engelske flåde døbte senere fire af sine skibe Royal Oak, og et af skibenes ottekantede koøjer var en tydelig inspiration for APs karakteristiske design. AP, der udelukkende henvendte sig til det velhavende bedre borgerskab, chokerede både kunder og konkurrenter med lanceringen af uret, og mange forudså, at det ville blive virksomhedens dødsstød. Få år efter væltede konkurrenterne over hinanden for at designe noget tilsvarende.
Gérald Genta, der tegnede Royal Oak for Audemars Piguet, designede fire år senere også modellen Nautilus for konkurrenten Patek Philippe. Begge modeller er stadig i dag betragtet som de mest ikoniske og karakteristiske sportsure, der er produceret.
Royal Oak-modellen understregede, at trods mere end 100 års stolt historie som producent af præcisionsure i høj kvalitet, så var det et opgør med konforme designnormer, der vakte kommerciel opsigt og endelig gav AP kontemporær kant.
Ligesom italienske Panerai dannede præcedens, hvad størrelse angår, så har AP stadig ejerskabet til det kantede udseende, og det uanset hvor meget Hublot og andre urmærker surfer i deres kølvand.
Det er sikkert også grunden til, at APs fokus de seneste knap 40 år synes at have været videreudviklingen af Royal Oak-modellen, der i 1992 fik en størrelsesmæssig opgradering med Offshore-udgaven, som læner sig op ad ekstremsportsuniverset.
Royal Oak Offshore tog fokus fra dens forgænger og både skuespillere som Arnold Schwarzenegger og musikere som Jay Z og Pharrell Williams er udtrykte fans af dets overdimensionerede udtryk og mikset mellem stål eller ædelmetal og gummi eller læderremme.
I den mere hemmelige ende af kendisskalaen har kunstner og natklubejer André Saraiva og hans notoriske følgesvend, bladudgiver Olivier Zahm, igennem det seneste par år slået et ordentligt slag for de klassiske Audemars Piguets Royal Oak-modeller.
På Olivier Zahms ekstremt populære blog purplediary.com har modehungrende fans fra hele verden fulgt med i alt fra hans og Andrés seksuelle eskapader og fester i Paris og New York til deres blåstempling af ikoniske designelementer som Triumph, Persol og Audemars Piguet.
Begge sværger de til Royal Oak, André til den klassiske Jumbo- og Olivier til Chronograph-versionen, og det har startet en regulær trend på den internationale modescene, hvor originaludgaverne er på alles læber og måske snart på endnu flere håndled.
Audemars Piguet forhandles herhjemme eksklusivt hos Klarlund.
