Fem hurtige til Han Kjøbenhavn

Fem hurtige til Han Kjøbenhavn
Offentliggjort

Hvad karakteriserer jeres design?

”Vores ideologi er bygget op omkring danske designdyder med stærke referencer til dansk møbelarkitekturs linjer. Det ligger dybt i os, når vi skaber vores silhuetter og konstruktioner, at der er fokus på detaljer samt høj håndværksmæssig finish.”

Hvad kan vi forvente os af den kommende A/W13-kollektion?

”Vores A/W13-kollektion er klart vores største indtil videre. Konstruktionerne og silhuetterne er meget lineære, hvilket giver et skræddersyet udtryk. Vi har arbejdet med mange forskellige kvaliteter som kraftig PVC, håndfarvet indigo-bomuld, lambswool, merinould og bøffellæder. Vi har tilføjet et stort jakkeprogram, som kan bruges hele året. Vi ser ikke vores kollektioner som isolerede forår- eller sommerkollektioner. Vores ’Le Monstre’-artwork er et tema igennem hele kollektionen, lavet i alt lige fra broderi til tone-i-tone-print. Som noget nyt lancerer vi snart ’Square koncept’ – et grafisk accessory-program, der er håndlavet i naturlæder med henvisning til de æstetiske danske linjer.”

Hvilke projekter, samarbejder eller tiltag er der på vej?

”Vi har samarbejdet med et stort amerikansk mærke til vores A/W13-kollektion. Samarbejdet bliver primært distribueret i vores egne butikker og ellers kun i få særligt udvalgte. Derudover arbejder vi på at åbne en ny butik i Tokyo i foråret 2014.”

Sommeren er over os — hvad har I af planer?

”Vi holder begge sommerferie med vores familier, men skal også ud og kigge til vores nye forår/sommer 2014-kollektion samt en smuttur til Tokyo for at kigge på lokaler.”

Hvad drømmer I om?

Jannik: ”Søvn.”

Tim: ”Sommerferie.”

FACEBOOK Bliv ven med Euroman