Manden på gaden: New York

Manden på gaden: New York
Offentliggjort

Overgangen fra sommer til efterår lokkede de T-shirt-klædte til at klæde sig mere modent. Habit- og sportsjakken var i fokus, da vi for nylig gæstede New York for at opstøve god stil.

Ovenfor: Før i tiden var guldknapper forbeholdt den klassiske marineblå blazer, men efterhånden har flere modehuse eksperimenteret med også at implementere dem i andre sammenhænge. Det lidt aparte miks af skjorte og slips til trods gør jakken alligevel en del for den amerikanske stylist Brad Goreskis udtryk.

Serien fortsætter på de følgende sider...

Klassiske og velsiddende elementer kan blødes humoristisk op som her med det lidt skøre Cosmo Kramer-hår, blomsten i knaphullet og de sandfarvede strømper. Det fungerer uden at blive helt fjollet.En skødesløs blanding af afslappet jakke med oprullede ærmer, voluminøs lommeklud og poset sixpence konservativt toppet med cut-away-collar-skjorte og slips med Windsor-knude.Den ene af mændene bag magasinet Industrie, svenske Erik Torstensson, var lapset klædt i kakitoner og hvid Oxford-skjorte. Jakkens afslappede udtryk understøttes af de klassiske amerikanske påstukne lommer.

Nålestriber har vi ikke set meget til de sidste par sæsoner, men er det på vej tilbage? Det lader til, at de, der gør det, gør det godt. Rygsækken og den hvide T-shirt er med til at bryde det konventionelle udtryk.

Gant Rugger har lavet sæsonens mest tjekkede navy blazer, der er rig på detaljer, men økonomisk overkommelig. Her fangede vi den mere utraditionelt sammensat til combatbukser og sejlersko.

Simpelt, men maskulint. GQ-fotografen Bill Gentle med fuldskæg, indigofarvet skjorte og jeans fra japanske R by 45RPM og et tidløst Rolex Daytona om håndleddet.

En jakke båret hængende på skuldrene som her kan tolkes lidt feminint, men også som en typisk italiensk tendens. Uanset hvad har det igennem flere sæsoner været populært især i modebranchen at bære både blazere og frakker på den måde.