Så er det nye nummer af Euroman udkommet. Som altid er vi stolte over endnu engang at have produceret Danmarks eneste originale magasin til mænd, og vi synes du skal glæde dig.
Denne udgave af Euroman rummer det store ”Meningen med livet”-tema, hvor soldaten, retsmedicineren, overvismanden og seks andre mænd en én kvinde afslører, hvad de har lært.
Vi har interviewet Oh Land i Los Angeles, Christian Eriksen i Amsterdam, Carlos Sastre i Padova og Jonathan Franzen i New York. Vi møder mænd i meget mærkelige job og kigger ind bag facaden på de af os, hvor magtbegæret naturligt akkompagneres af et endnu større begær for kvinder.
På modesiden har vi stort tema om denim med ikke færre end 30 sider om blå stoffer, arketyper og denimstil. Kvinderne har selvfølgelig også fået plads i denne måneds magasin, og hvis ikke sommerhusserien med Karin får sommeren til at rykke tættere på, kan vi snart ikke gøre mere.
Alt det og meget, meget mere i denne måneds Euroman, der enten allerede er kommet ind af din brevsprække eller findes i nærmeste kiosk fra og med i dag. Nyd foråret, det er jo smukt.