Ralph og Birger på den sorte liste

Ralph og Birger på den sorte liste
Offentliggjort

Ralph Lauren spiller for alvor på denim-tangenterne og har introduceret deres eksklusive denimlinje Black Label Denim i den københavnske luksusbutik Birger Christensen. Lanceringen passer med butikkens et-års jubilæum af den i forvejen integrerede Ralph Lauren-afdeling i butikken, som indtil nu har indeholdt den eksklusive linje Black Label og den genkendelige linje Polo Ralph Lauren. Både Black Label og Black Label Denim forhandles eksklusivt i Skandinavien hos Birger Christensen. Som det var tilfældet med Black Label for et år siden, er det første gang, at Black Label Denim er tilgængeligt i Skandinavien.

Black Label Denim-kollektionen er inspireret af rejsen fra ørkenen til kystlinjen og indeholder en mere lys og let side af sofistikeret maskulinitet med farver, der spænder bredt fra sand- og kakifarvede nuancer til stærke toner af både turkis og orange. Ud over Black Label Denim har Ralph Lauren også den mere prisvenlige denimkollektion Denim & Supply, der i Danmark bl.a. forhandles i Illum. Undskyldninger for ikke at gå foråret velklædt i møde er der efterhånden ikke mange af.

Birger Christensen, tlf. 3311 5555.