Stilikon: Jefferson Hack

Stilikon: Jefferson Hack
Offentliggjort

Jefferson Hack er vellidt, efter sigende nede på jorden, har hang til smukke kvinder, og så har han en urokkelig selvsikker stil, som mange misunder ham. Og han er manden bag engelske magasinudgivelser som Dazed & Confused, Another Magazine og Another Man.

Sammen med den engelske topfotograf Rankin grundlagde Hack i 1991 det undergrundskulturelle magasin Dazed & Confused, der på bedste britiske The Face-facon portrætterede personligheder som Björk, Harmony Korine, Jarvis Cocker og David Bowie, der selv i de efterfølgende år bidrog til magasinet på flere planer.Op gennem 90’erne voksede Dazed & Confuseds indflydelse internationalt, og i takt med det blev grænserne for undergrundskategorien også nedbrudt, hvorfor flere Hollywood-ikoner i de senere år har prydet magasinets forsider.

I 2001 lancerede Hack og Rankin det halvårlige modemagasin Another Magazine og i 2006 den halvårlige herreudgave, Another Man, med Jefferson Hack som chefredaktør for begge magasiner.På trods af Hacks ranglede og til tider lidt feminine kropsholdning er han på det private plan kendt for sin hang til smukke piger. Efter at havde dannet par med Kate Moss i flere år – sammen fik de datteren Lila Grace i 2002 – fandt Hack efterfølgende sammen med den belgiske topmodel Anouck Lepere.

Stilmæssigt er hans sikre smag lige så attråværdig for mange som hans held med pigerne. Han balancerer urokkeligt mellem det klassiske og det rockede, hvor han uden besvær sammensætter konforme engelske elementer som tweedblazere og håndsyede brogue-støvler med smalle slidte jeans og forvaskede T-shirts.Selv når han er i et skræddersyet jakkesæt, bliver det aldrig hverken kedelig eller prangende. Jefferson Hack ved, at han ikke behøver at hoppe med på hurtige og skøre trends. I stedet holder han sig til det, han kender, og er trofast over for de lokale London-baserede designere, der praktiserer samme gode smag som ham selv. Burberry, Tricker’s og skrædderne på Savile Row gør ham godt, og omvendt.Modsat mange af sine kolleger i branchen holder han sig til en simpel farvepalet, der sjældent afviger fra sorte, grå, hvide eller kaki toner. De dage, hvor han står ud, eksperimenterer han trods alt med et tørklæde om halsen og et par mørke solbriller, for lidt modefed er han jo alligevel.

Denne artikel blev bragt i Euroman april 2011.