Tidløse ure: Georg Jensen Koppel

Offentliggjort

Den prisvindende designer og skulptør Henning Koppel startede sit samarbejde med Georg Jensen i 1946, og gennem årene stod han bag en række tidløse design, der stadig finder vej til millioner af hjem verden over. Inden sin død i 1981 nåede Koppel i 1978 at revolutionere det generelle urdesign med urserien Georg Jensen Koppel, der modsat samtidens normer frigjorde sig fra alle overflødige detaljer.

Georg Jensens gode kvalitet blev smukt forenet med Koppels enkle udtryk, og serien er et lækkert eksempel på et produkt, der kendetegner klassisk dansk design. Som en hyldest til de populære ure relancerede Georg Jensen i 2006 serien i en opdateret version, og nu gør de det igen. Denne gang er der tilføjet to herremodeller, en chronograph og et Dual Time, der fås enten med læder- eller natorem og med en hvid, sort eller unik champagnefarvet skive.

Pris: fra 5.500 kr. (Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 3814 9898.)