scroll-down

Hvordan er det at køre en Rolls Royce på en racerbane i Budapest? Det ved Christian Grau nu

Black Badge er Rolls-Royces bud på et mere minimalistisk trim til mærkets overdådige biler, men kan man overhovedet tale om minimalisme, når det gælder Rolls-Royce? Og giver det mening at køre Rolls-Royce på en racerbane? Det ved Christian Grau efter en tur i Budapest med det hæderkronede bilmærke.

Af Christian Grau
Foto: PR
Motor Euroman

Hvad gør man, når man kører kold i valget mellem 44.000 individuelle trim til sin Rolls-Royce? Man går i sort. Black Badge er Rolls-Royces bud på et mere råt alternativ til den overflod, der ellers kendetegner mærket. Nu er minimalisme åbenlyst ikke Rolls-Royces spidskompetence, og hvis der er noget, bilen ikke er, så er det beskeden eller simpel. At kalde den minimalistisk er som at kalde offsidereglen for ukompliceret, men sammenlignet med resten af modelprogrammet udtrykker Black Badge en æstetisk renhed, som gør bilen mere underspillet og afklaret. 

Sort lak, sort køler, sort kølerfigur og sorte detaljer galore. Den er mindre bling og mere fashion end modellerne med store skinnende kromdetaljer. Du kommer til at se nogle musikere og fodboldspillere i den, og det er ikke nødvendigvis en positiv association for et konservativt luksusbrand, men omvendt er det uformelle og mindre opstyltede netop den vibe, som Rolls-Royce sigter mod. 

Således er præsentationen af Black Badge Ghost, som den seneste model i Black Badge-serien hedder, henlagt til en tidligere smedjehal i et af Budapests gamle industrikvarterer. Bygningen ligner en scene fra ’Peaky Blinders’, og indenfor residerer normalt en lokal skulptør. Men i dag er der rullet en Rolls-Royce ind, en DJ vender plader, og sortklædte tjenere serverer dekonstruerede canapeer og alkymistiske drinks med røg og uden alkohol i.

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler og Christian Grau