Sådan føles det at køre op ad Hautacam: ”Midt på bjerget begyndte det at gøre ondt mentalt”

Med danske øjne er få bjergpas så ikoniske som Hautacam.

I 1996 sikrede Bjarne Riis sig Tour-sejren på bjerget, og væltede den regerende konge Miguel Indurain af tronen. Med flere dybe hug op af Hautacam afslørede Riis, at Indurain, der havde vundet Touren fem gange, var dødelig.

Senere, i 2022, formåede Vismas tretrinsraket af Sepp Kuss, Wout van Aert og Jonas Vingegaard endegyldigt at knække Tadej Pogačar. Da Vingegaard alene krydsede målstregen med lige over ét minut ned til sin rival, var der ikke længere tvivl om, hvem der ville vinde Touren.

Hautacam er tilbage på afslutningen af årets 12. etape og markerer begyndelsen på tre dage i Pyrenæernes historiske bjerge. Tre dage, der kan vise sig afgørende for udfaldet af årets Tour de France.

Men hvordan føles det egentlig for dødelige at bestige det 1.635 meter høje bjerg? Det har vi spurgt TV 2-vejrvært og cykelentusiast Peter Tanev om, der over fire dage besteg flere af Tourens bjergpas i forbindelse med Scleroseforeningens velgørenhedsløb ’Cykelnerven'’.

Hautacam er jo med danske øjne et legendarisk bjerg. Hvordan var det at tage hul på den stigning?

”Jeg husker selv, da jeg i 1996 stod i en kiosk og så, Bjarne Riis køre den afgørende etape op ad Hautacam. Og igen i 2022, da Vingegaard gjorde det. Det er et historisk bjerg, så bare det at cykle op ad det var helt vildt. Det var det første bjerg, vi kørte, i de fire dage, vi var dernede. Så jeg var spændt på, hvad fanden det var, jeg havde kastet mig ud i.”

Vidste du ikke rigtig, hvad du gik ind til?

”Jo, nu har jeg cyklet mange bjerge før, men til at starte med tror jeg altid, at jeg har trænet nok. Og når jeg kigger på højdeprofilen, tænker jeg: ’Nå jo, hvor slemt kan det være’. Det er, lige indtil jeg selv sidder der, så bliver man bekræftet i, at bjergene slår hårdt igen.”

Kan du tage os med op ad Hautacam. Hvad sker der fysisk og mentalt fra bunden til toppen?

”Bunden er sådan rimelig medgørlig. Selvfølgelig er det ingen ’walk in the park’, men den er overskuelig. I starten følte jeg sådan set, at jeg havde rimelig gode ben. Der var et langt indløb, før stigningen blev markant. Men cirka midt på bjerget, kom der nogle kraftige stigninger, 10-11 procent, tror jeg, og så begyndte det at nive lidt i benene.

Modsat Tour-feltet havde vi ikke 100 kilometers etape i benene, da vi ramte bjerget. Alligevel kunne jeg kun cykle 10 kilometer i timen, da stigningen nåede en 10-11 procent.

På et tidspunkt midt på bjerget, da jeg havde kørt i tre kvarter og havde syv-otte kilometer igen, kunne jeg godt regne ud, at jeg skulle sidde der lige så længe, før jeg nåede toppen.

Udover det fysiske begyndte det også at gøre ondt mentalt. Der var ingen pauser. Man blev hele tiden presset og kunne ikke lægge sig i læ af nogen. Da jeg tænkte, at stigningen måtte falde, blev den endnu mere stejl. Og så begyndte jeg at blive virkelig presset.

Stigningen faldt det sidste stykke op til toppen, men der skete to ting, da jeg kunne se toppen: Først tænkte jeg: ’Okay, jeg er lige ved at være der’. Dernæst syntes toppen ekstremt langt væk. Jeg forstod ikke, at der kun stod halvanden kilometer tilbage på min cykelcomputer. Det virkede meget længere.”

Hvem kørte du op med, og hvordan var det at dele den oplevelse?

”Til en start fulgtes jeg med Castberg (Thomas Castberg, vært på Masterchef, red.). Men jeg mistede ham på et tidspunkt på vej op ad bjerget. Ikke så lang tid efter, mødte jeg ham så igen. Og jeg vil ikke sige, at han stod og kastede op, men han stod i hvert fald og lænede sig meget ud over styret på sin cykel. Han lavede – tillader jeg mig at sige – en klassisk begynderfejl. Både at undervurdere bjerget og måske også overvurdere sig selv.

Hurtigt lærte jeg, at man bliver nødt til at tage det i sit eget tempo og acceptere, at der til at starte med er 10-20 andre ryttere, der overhaler dig. Jeg plejer at sige, at man kører forbi halvdelen igen senere.”

Er det første gang, du kører Tour-etaperne?

”Nej, jeg har kørt masser af Tour-bjerge. Men Hautacam er bare specielt. Man kan godt tillade sig at kalde det ’dansker-bjerget’ med Riis’ og Vingegaards sejrer.”

Hvad er dit bedste minde fra Hautacam?

”I 1996 var jeg på Bornholm, i forbindelse med jeg skulle lave noget fjernsyn for TV 2 Bornholm. Som sagt stod jeg inde i en kiosk nede på havnen i Svaneke. Og oppe bag disken kørte den afgørende del af etapen, hvor feltet var på vej op ad Hautacam. Bjarne Riis lagde så fra, jeg kan ikke huske hvornår. Men han satte de andre. Det var der, det var sikkert, at han beholdt den gule førertrøje. Det var syret at stå der med 10 andre, jeg ikke kendte, og se det. Det husker jeg tydeligt.”