Dansk børsspekulant har tjent tocifret millionbeløb på coronakrisen: ”Man skal være en kold skid for ikke at få det dårligt med det”

Coronakrisen har kappet vingerne på de globale finansielle markeder og sendt dem i et historisk aggressivt dyk.

Og mangler man et tal til at give et praj om chokkets størrelse, kan man kaste sit blik på antallet af amerikanere, der er blevet arbejdsløse de forgangne to uger: Næsten 10 millioner.

Men som med alle andre kriser, findes der også dem, der på den ene eller anden måde har luret skriften på væggen – og dermed har kunnet kapitalisere på det.

En af dem er den danske daytrader og børsspekulant Tom Hougaard.

Fra sit hjemmekontor i London, hvor han har boet de sidste godt 20 år, har han tjent et tocifret millionbeløb (det præcise tal vil han ikke oplyse) under coronakrisen på at shorte aktier.

Men de mange millioner har ikke givet lutter velvære i maven på Tom Hougaard.

”Hvordan jeg har det med at tjene penge, når folk står overfor en fyreseddel? Eller når de ikke kan få mad i supermarkedet? Det skal man være mere end en kold skid for ikke at have det dårligt med,” siger han på en telefonlinje fra hjemmekontoret i London.

For nogen melder der sig måske to spørgsmål: Hvordan kan man tjene penge på en finanskrise? Og hvad vil det sige at shorte aktier?

Det ene svarer på det andet.

At shorte er en manøvre, man foretager sig, hvis man forudser, at en aktie vil falde i værdi. I praksis udfolder det sig (lettere simplificeret) således: Man låner en aktie (lad os sige til en værdi af 100 kroner) hos aktionær for derefter at sælge den på børsen til dens aktuelle værdi. Når aktien så falder (som man håber), og lad os for eksemplets skyld sige med 30 %, køber man den tilbage til den nye pris på 70 kroner for så at returnere den til udlåneren. Voila: Man har tjent 30 kroner (risikoen er, at man kan tabe langt mere, end man kan vinde, hvis aktien, man har lånt, stiger).

Men egentlig var det slet ikke coronavirussens udspring i Wuhan i Kina, der fik Tom Hougaard til at ’gå kort’, som man kalder det på dansk.

Det var i stedet en gammel, cyklisk betragtning, han havde gjort sig i starten af 2000’erne, som han igen hev frem i midten af februar i år. Der går 500 dage mellem flere af markedets ekstreme bunde og toppe, havde han som ung finansmand i London iagttaget, og i midten af februar var der igen gået 500 dage. Selv om markedet buldrede derudad, tænkte Hougaard, at toppen var nået. Så han gik kort. Og millionerne gik med. For coronavirussen slog et globalt finansmarked, der i forvejen var rystet af oliekrisen, i gulvet.

Men coronakrisen har vist sig helt særlig, siger han – på den ubehagelige måde.

”Hvis jeg kunne give de penge, jeg har tjent, tilbage, og vi alle sammen kunne sende vores børn i skole, og vi kunne gå i supermarkedet, og alt var godt, så ville jeg gøre det. Jeg ville ikke tøve. Wop,” – han laver en lyd, som vapper han coronavirussen ad Pommern til – ”så ville det være sket. Det er ikke nogen rar position at blive portrætteret som Sorte Per. Men du skal jo huske på, at jeg på ingen måde har forårsaget det her fald…”

Tom Hougaard er ude i et længere svar på spørgsmålet – ’Hvad gør du dig af moralske overvejelser, når du shorter aktier under en krise som denne?’ – og parafraserer nu spørgsmålet retorisk til mig.

”Men synes jeg, det er moralsk fordækt, det, jeg har gjort? Nej, det synes jeg ikke. Da markedet begyndte at falde, var der masser af finansielle kommentatorer, der sagde, at nu er det et godt tidspunkt at købe. Det vil sige, at når jeg solgte korte aktier eller aktieindekser, så har der været personer på den anden side, der syntes, de gjorde et røverkøb. Det syntes de nok ikke en halv time senere, men det gjorde de i øjeblikket, handlen gik igennem.”

”Fordi jeg på det tidspunkt, jeg shortede, ikke havde nogen forudsætning for at vide, hvor galt det her ville blive,” svarer Tom Hougaard.

”Jeg mener også, at når markedet stiller de her værktøjer til rådighed, så er det, fordi der er en fundamental rolle for shorting. Det giver likviditet i markedet. Om man så spiller på den ene eller anden hest, må jo i bund og grund være op til individet selv.”

Tom Hougaard voksede op i en splittet familie, hvor forældrene skændtes i retten over forældremyndigheden. Da han selv blev en ung mand, vidste han ikke, hvad der var op og ned, eller hvad han skulle kaste sig over. Indtil han læste bogen ’Liar’s Poker’, en selvbiografisk bog af finansjournalisten Michael Lewis om hans tid på Wall Street.

Den ansporede en vej ud af Danmark og landets middelmådige, jantelovsbesatte befolkning for den unge Tom Hougaard, og han satte kursen mod Storbritannien, hvor han læste økonomi og finans, før han blev ansat ved JP Morgan Chase i London og siden hos City Index. I 2009 løsrev han sig fra det etablerede og blev selvstændig trader.

Men hvad kræver det egentlig at være en god trader? Og kan enhver tjene penge på det?

”I praksis kan alle gøre det,” siger Tom Hougaard. ”Men kan folk uden videre begynde at tjene penge? Jeg skal ikke kunne udelukke det, men jeg tvivler. Jeg tror, at folk skal igennem en ret grundig træning for at kunne handle godt. Men at lære sig selv at kende, det er faktisk det hårdeste. Min søster kan godt lide at løbe maraton, og hun fortæller tit, at når man kommer ud ved de 25-30 kilometer, så er det noget andet end bare den fysiske træning, der driver de sidste kilometer. Det er lige så meget den mentale side af det. Jeg mener, at børsspekulation på det niveau, jeg gør det på, har mange paralleller med at løbe et maraton. Eller at være professionel pokerspiller. Selvfølgelig skal man kende kombinationerne og oddsene, men som de siger i ’Casino Royale’: Det er jo ikke blot kortene, du spiller, du spiller også manden overfor dig. Man lærer på samme måde at fortolke grafer. Grafer er et spejlbillede af de samme menneskelige nervøse træk ved øret, som folk ubevidst gør, når de spiller poker.”

På sit hjemmekontor har Tom Hougaard fire til seks skærme, hvor han holder øje med børser verden over. Han står op hver morgen klokken 5. Han citerer Ayn Rand og kalder sig selv for kapitalist med stort k. Markedet er hans eneste chef, siger han.

Jeg spørger ham, hvad han mener om, at man rundt i Europa nu ser lande forbyde shorting på de værst ramte aktier – og om at der helt generelt er nogle, der mener, det skal forbydes.

”De, der siger det, kender ikke til den ægte tilstand af markedet,” svarer han. ”Hvis du forbyder shorting, så stjæler du også likviditet fra markedet. Og statistikken fortæller, at ved at forbyde shorting gør du rent faktisk tingene værre.”

”Ja, det gør de. Det virkede ikke under krisen i 2008-2009 – hvorfor fanden skulle det så virke nu?”

”Ja.”