Hvad er din bedste overspringshandling?
”At gå tur med mine to bomuldshunde. Det er en sød hundeart, og de er mor og datter, Polly og Lucy. Faktisk fik datteren også et kuld hvalpe for to år siden. Jeg ville skidegerne have beholdt en af dem, men min familie satte foden ned. Vi bor i Valby, så jeg går ture i de omkringliggende parker, Valbyparken, Søndermarken og Vestre Kirkegård, som jeg virkelig elsker.
Det clearer tankerne, og ligesom det gælder med små børn, så skal man med sine hunde overgive sig til deres tjanser. Det er der noget dejlig selvforglemmelse i. Samtidig kan man forsvinde helt ind i sine egne tanker. Når jeg går tur med Polly og Lucy, får jeg idéer, komponerer og skriver musik i hovedet, og så går jeg og taler i telefon og får ordnet en masse ting, jeg normalt udsætter. Jeg har aldrig gået til psykolog, men det kan være en stedfortræder for det, tror jeg. Det er virkelig rensende for sindet og meget terapeutisk.”
Er du nogensinde gået fra en restaurant uden at have betalt regningen?
”Ja. I Italien sammen med min hustru, Ann, da vi var meget unge. Nu vil jeg ikke nævne restaurantens navn, men betjeningen var så ringe, og maden var så ulækker. Vi besluttede os for at tage et andet sted hen og spise, og vi spurgte 17 gange, om vi ikke måtte betale, så vi kunne slippe væk derfra. Men personalet svarede ikke rigtig, og jeg følte, at hvis vi ikke engang kunne komme til at betale, så var de selv ude om det.
Ann mente dog ikke, at vi kunne tillade os det. Jeg sendte hende udenfor, så jeg kunne prøve at få ordnet regningen, men lige lidt hjalp det. Jeg stod ved vores bord på første etage, og lige ved siden af fik jeg øje på en dobbeltdør. Jeg kravlede ud ad døren, fik fat i en lygtepæl og svang mig ned ad den, og så løb vi sammen væk derfra.”
Har du et ar, der fortæller en historie?
”Da min yngste datter, Viola, fyldte to år, fejrede vi hende i vores have. Det var en dejlig augustdag, og vi var lige flyttet ind i vores nye hus, hvor der var et drivhus. Vi havde gået som katten om den varme grød og havde ikke fået taget os sammen til at rive det ned. Jeg skulle hente et par strømpebukser til hende, for det var blevet sent på eftermiddagen, men på vej op ad trappen ind i huset, snublede jeg og faldt gennem glasruden i drivhuset.
Jeg syntes ikke rigtig, der var sket noget med mig, så jeg hentede strømpebukserne og kom ud med dem. Ann sagde, at jeg skulle folde ærmet op og tjekke min arm. Der hang så et 10 centimeter langt stykke hud og flappede. Min arm var nærmest blevet fileteret af det skarpe glas, men det var skåret så rent, at det næsten ikke blødte. Jeg lagde et viskestykke om såret og tænkte ikke så meget mere over det, men Ann insisterede på, at jeg tog på skadestuen.
Efter at lægen havde undersøgt mig, sagde han: ’Det er den heldigste dag i dit liv. Havde glasset skåret ned ad og ikke hen ad armen, var du forblødt på 30 sekunder.’ Så fik jeg 14 sting, og vi rev drivhuset ned. Vi tog det som et tegn.”
Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?
”I min barndom havde jeg flere vigtige telefonsamtaler med min farfar, Herman D. Koppel, der var klassisk pianist og komponist. Vi var enormt gode venner, og vi talte i perioder en del sammen i telefon. Det var enormt sjovt og pissehyggeligt.
Han ringede ofte og spurgte fx om, hvor hans 300 bowlerhatte dog var blevet af. Ellers spillede vi lynskak og talte musik. De samtaler var meget vigtige for mit senere musikalske virke. I 2008 ringede jeg til min farfars lillesøster, Anna. Som sagt var jeg enormt gode venner med min farfar, og lige så med hans tre brødre, men Anna havde jeg ingen relation til.
Da min farfar og brødrene alle var døde, syntes jeg, det kunne være sjovt at opsøge den sidste i familien fra deres generation. Jeg spurgte Anna, om hun ville mødes i Paris, hvor hun boede, og hvor jeg skulle spille koncert. Det ville hun heldigvis gerne, og det blev starten på et fantastisk venskab, som blev udslagsgivende for blandt andet min roman, ’Annas sang’, der udkom sidste år, og som på mange måder har ændret mit liv.”
Hvornår blev du en mand?
”Der har været mange episoder gennem tiden, hvor jeg har taget skridt i en mere voksen retning: begge gange, da mine døtre blev født, og da min hustrus forældre døde med få års mellemrum for mange, mange år siden. Det var skelsættende oplevelser, både smukke og grimme og med sorg og med glæde, som gjorde mig mere voksen.
Men grundlæggende håber jeg, at barnlighedens nysgerrighed altid vil være med mig. Jeg håber ikke, at jeg bliver en mand, hvis han er sådan en, der skal hævde sig på de andre køns bekostning. I det hele taget går jeg ikke op i mit køn på den måde. Jeg går til gengæld meget op i at være et ordentligt menneske. At deltage i verden og solidarisere med andre mennesker, der ikke har samme muligheder og privilegier som mig.”
