Brøndby har allerede oprustet kraftigt denne sæson, og nu kommer endnu et stort navn i form af den tidligere hollandske landsholdsspiller Khalid Boulahrouz kendt under navnet ’Kannibalen’. Men købet er unødvendigt og minder faretruende om Kasi-tiden, mener tidligere Brøndbyspiller.
Da de nye Brøndby-bosser indtog kontorerne for blot få måneder siden, var det med en klar ny strategi om satsning på egne unge spillere. Nu skulle der bygges langsomt op i samme stil, som fx Dortmund har gjort.
Brøndbys rædselsfulde start med syv kampe på stribe uden sejr gjorde dog hurtigt ønsket om flere penge og nye spillere mere pressende. Og i dag kunne man så tilføje en vaskeægte (tidligere) international profil, Khalid Boulahrouz, til truppen. Han ankommer til Vestegnen med 35 landskampe for Holland og flere europæiske storklubber på cv’et.
Alligevel er Brøndbys tidligere forsvarsspiller og nuværende ekspertkommentator på 6’eren, Mikkel Bischoff, ikke imponeret.
”Det er en unødvendig og underlig signing. Det er rigtig mange penge at bruge en spiller som ham. Hvis man ser på hans cv, har han kun været i store gode klubber, og der er måske en grund til, at han havner i en klub, der var ved at rykke ud sidste sæson. Det virker lidt som om, der ikke er så mange der vil have ham, og nu har Brøndby nogle penge, de vil fyre af.”
Gennem store dele af sin karriere har han været skadet, og han har ikke spillet så mange kampe de seneste år. Khalid Boulahrouz har foreløbig fået en et-årig kontrakt, og han bliver formentlig den bedst lønnet spiller i ligaen. Derfor mener Mikkel Bischoff også, at Brøndby skulle have brugt pengene bedre.
”Det er jo nærmest tilbagevenden til tiden under Kasi, og man bruger en kæmpe sum penge, fordi man har dem. I stedet for at bygge klubben mere langsomt op over en to-tre år. De har jo en spiller som Dario Dumic, der har gjort det ret godt, og han står nu til at ryge ud af holdet. Nu har de måske for mange etablerede spillere til, at de unge får chancen.”
Tidligere store profiler som fx Brian Laudrup og Jesper Grønkjær har tidligere kastet stjerneglans over hele Superligaen og skabt øget interesse. Men den evne tror Mikkel Bischoff heller ikke, at Khalid Boulahrouz har.
”Jeg tror ikke helt, det vil tiltrække så mange, når han er midterforsvarer. Der er nogle navne, der er lidt større og bidrager med lidt sjovere ting til ligaen. Et stort navn, men jeg tror ikke folk vil klappe i deres hænder, når han header den ud af eget felt.”
Med de mange store indkøb har Brøndby nu fået en trup blandt de tre bedste, vurderer Mikkel Bischoff.
”Hvis ikke de havde fået en så dårlig start, kunne de have blandet sig i den absolutte top. Når man ser på truppen, er den ikke meget dårligere end FCK’s.”
Der er allerede skrevet og sagt om hans øgenavn Kannibalen, som skyldes hans mildest talt kontroversielle spillestil. Hvis man lige vil have en påmindelse om den, kan man se her kampen mellem Portugal og Holland, hvor han slagter Ronaldo.
Kannibalen træner første gang med Brøndby i morgen onsdag.
FACEBOOK Bliv ven med Euroman