To uger har VM nu været i gang, helte og skurke har skilt sig ud, og vores panel har fået tre stikord med a, fordi de skal evaluere turneringens anden uge.
Lige så ligeglade, som amerikanerne er med VM og med fodbold generelt, lige så ligeglad bliver jeg med dem. Men de ligger, som de har redt.
De mennesker, jeg kender, der bor i USA, de siger, at man skal over på nogle niche-sportskanaler for at se andet end still-billeder på CNN. De er sgu ikke så imponerede over arrangementet, selv om det er så fedt.
Annonse
Og det undrer mig egentlig, at de ikke har besluttet sig til at være de bedste til fodbold, bare for at drille Europa. De er jo de bedste til alle andre sportsgrene. Man burde kunne finde 11 kvalificerede blandt 280 millioner.
Men som sagt aner jeg ikke noget om holdet i dag. Jeg aner ikke, om de er gået videre, eller om de er røget ud, jeg aner ikke, hvad deres spillere hedder. Det er selvfølgelig lidt hovent, når det er så stort og skønt et land, men det er deres egen skyld.
Angst er for mig meget kædet sammen med, om vi selv er med. Så er angsten over alt. Vi har jo det her kompleks i Danmark med, at hvis bare det går godt i en af kampene, så når alle lige at bygge en stemning op:
”Shit, mand. Måske er det i år, vi går hele vejen.”
Den gang i 1998 havde alle det jo sådan, at havde vi slået Brasilien, så havde vi også vundet VM. Det ville vi jo aldrig have gjort.
Men når den stemning indfinder sig, lurer angsten hele tiden for at vi ryger ud.
I år har jeg ikke noget på spil, så det er et fuldstændig angstfrit VM. Jeg kan bare sidde og nyde det og glæde mig over, de scorer en masse mål.
Jeg har altid selv stået på mål. Alle otte år, jeg spillede i Sejs Svejbæk IF. Og jeg synes, man glemmer målmændene i alt det her. For det er jo lige så meget dem, der afgør kampe.
Jeg ved godt, at angriberne selv synes, at de er de lækreste. Og det er også dem, der er mest flamboyante og har det latterligste hår og de pæneste kærester. Men de er jo afhængige af, at nogen lægger en god bold op til dem.
Målmændene, de må stå på mål for det hele – bogstavelig talt. Jeg så en kamp med Costa Rica, for eksempel, hvor målmanden gjorde det urimelig godt. Og i det hele taget er der mange af de latinamerikanske målmænd, der er rigtig gode, og som har en stor andel i, at deres hold er kommet så langt.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
