I disse tider afvikles mange møder via headset, og til det formål er EPOS / Sennheiser Adapt 660 fremragende. Musikaliteten er også mere end godkendt, som man forventer fra et produkt med Sennheiser i navnet. EPOS er mindre kendt, men det danske firma er en del af Demant-gruppen, som er en verdensgigant inden for høreapparater. På det punkt minder EPOS om Jabra, der udspringer af GN Store Nord. Lad os da bare notere, at vi danskere kan noget med lyd.
Hovedtelefonerne er usædvanligt lette, men solidt konstrueret i en enkel kombination af plast og metal. Her er rigelig polstring på hovedbøjlen og de omsluttende ørekopper. De tændes automatisk, når man folder dem ud, og betjeningen klares med enkle fingerbevægelser på højre ørekop.
En fysisk knap åbner Microsoft Teams, når man bruger sin pc med den medfølgende USB-dongle, og man kan være forbundet til pc og mobil på samme tid.
Batteriet holder op til 30 timer, hvilket er glimrende i forhold til vægt og størrelse. Du bliver også glad for det kompakte og tilpas hårde etui med god plads til kabler. En dum skønhedsplet er, at ladekablet bruger micro-USB i stedet for det mere moderne og brugervenlige USB-C.
En skydeknap på kanten af højre ørekop aktiverer den adaptive støjreduktion, som bygger på avanceret maskinlæring. Effekten er anderledes end i konkurrenter som Sonys populære XM4, der i min indledende test (med støj fra YouTube) var klart bedre til at trylle støjen væk. Men ved samtaler er det omvendt: Her gengives din stemme langt mere støjfrit med EPOS-modellen.
Hvis du primært vil drukne støj i egne ører, fx på flyrejser (husker du dem?), findes der altså bedre alternativer. Men vil du gå tydeligt igennem, når du taler med andre, også i støjfulde omgivelser, er Adapt 660 state-of-the-art.
Epos/Sennheiser Adapt 660 koster ca. 2.900 kroner.