Lad os bare få det overstået: Samsungs 900 XA er ikke lige så lækker som MacBook Air. Den sorte metaloverflade er særdeles modtagelig for fedtfingre. Bunden og rammen omkring tasterne synes at være af plast. Og kanterne er ubehageligt skarpe.
På den anden side er det positivt, at Samsung ikke bare efterligner den oplagte hovedkonkurrent. Stilen er helt anderledes, selv om begge er lavet af aluminium og har en profil på godt halvanden centimeter.
På nettet debatteres ivrigt, hvilken der er tyndest, for svaret afhænger af, hvor man lægger målebåndet. Men subjektivt føles Samsung-modellen tykkere. Tungere er den også, men forskellen er minimal: 1.327 mod 1.310 gram på vores brevvægt.
Skærmen måler 13,3” og udmærker sig ved at have rekordhøj lysstyrke. Hvis du leder efter en bærbar, du kan tage med ud i solskinnet, bliver det ikke bedre end her. Til gengæld er skærmpladsen knap så god som på MacBook Air, da opløsningen er lavere (1.366 x 768 mod 1.440 x 900).
Tastaturet er fremragende med logisk layout og sprød vandring. Der er endda lys under de flade taster, hvilket mange Air-ejere nok vil misunde. Den store pegeplade med integrerede museknapper er til gengæld ikke nær så glat og smidig som Apples glasmodel.
Læs resten af anmeldelsen på næste side.Stikkene til USB (to stk., det ene USB3), lyd og microSD-kort er skjult under en klap på hver side. Her er også HDMI, men ikke VGA, og det kablede netstik kræver en adapter (følger med). Som på MacBook leder vi forgæves efter en simkort-læser til det mobile bredbånd.
Samsungs største trumf er processoren (Core i5-2537M), som er to generationer foran Apples Core 2 Duo. Grafikken er knap så imponerende, men man køber heller ikke en bærbar af denne type til 3D-spil.
Det såkaldte Experience Index i Windows 7 bekræfter, at MacBook Air har flest grafik-muskler, mens Samsung vinder på processorkraft og faktisk også på disk-ydelsen.
Den mekaniske harddisk er i begge maskiner afløst af 128 GB fast hukommelse (SSD). Det er en robust, lydløs og lynhurtig løsning, som samtidig skåner batteriet. Samsung holder godt seks timer uden stikkontakt, hvilket er flot og omtrent på niveau med MacBook Air (når begge kører Windows).
Problemet er prisen. Samsungs computer er over 1.000 kroner dyrere end en tilsvarende MacBook Air. Og selv om den også er bedre på nogle punkter, vinder Mac’en på design og brugeroplevelse.
Samsung 900XA
Pris: ca. 12.000 kr.