Ventetiden er ovre og der er et nyt nummer af Euroman på gaden. Vi har Danmarks største og en af de bedst sælgende kunstnere på forsiden: Rasmus Seebach. Og inden du tænker "what!?", så hold lige fast:
I en alder af 33 år har Seebach erobret scenen som underholdnings-Danmarks store fællessanger. Han er trådt ud af sin fars skygge - med potentiale, mener nogle, til at blive en ny tids Kim Larsen. Andre holder sig for ørerne. Om man kan lide ham eller ej, er der grund til at interessere sig for en mand, der sælger plader, så du tror, det er løgn. Vi undersøger i magasinet, om han er fantastisk eller forfærdelig.
Og så er der selvfølgelig også alt det andet: Mød fem af Danmarks største sportstalenter, læs historien om Jørn Ege, bliv fascineret af narkoindustriens enorme musiksalg i Mexico og kom med på besøg hos Ferrari - verdens måske bedste bil.
Derudover kan du læse om politik, The National, Nick Cave, blowjobs, Helle Thorning-Schmidt, elbiler og få inspiration til 43 ting, der gør efteråret lysere og lunere.
På modesiderne guider vi til sæsonens bedste jakkesæt, hvor tykkere materialer er i fokus og både afslappet og skarp stil fremhæves. Der er masser af inspiration og masser af tøj, du kan gå de koldere måned i møde i.
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.