Opgravet tidskapsel fra 1983 rummer teknologiske bidrag fra Steve Jobs

Opgravet tidskapsel fra 1983 rummer teknologiske bidrag fra Steve Jobs
Offentliggjort

Få havde i 1983 forestillet sig, hvor omfattende og vidtrækkende Steve Jobs ideer ville være 30 år senere. Det havde en gruppe konferencedeltagere ved International Design Conference i 1983 i Aspen, Colorado nok heller ikke. Men som en lille gimmick og en hilsen ud i fremtiden samlede konferencedeltagerne en række småting, puttede dem i en tidskapsel og begravede dem under jorden. En af de deltagere var Steve Jobs, og mens de øvrige bidragydere smed ting som Rubiks Terning og en six-pack i tidskapslen, valgte Steve Jobs at lægge musen fra Apples Lisa-computer deri.

Tidskapslen skulle være gravet frem og åbnet i år 2000, men det er ikke før nu, det er sket. Det er National Geographic Channels program Diggers, der har stået for arbejdet. Under konferencen, der havde temaet 'The Future Isn't What It Used To Be', holdt Steve Jobs et oplæg om den teknologi, han havde på tegnebrættet for Apple. Og ved oplægget benyttede han altså en Lisa-computer og den føromtalte mus, som han valgte at bidrage til forsøget med.

Holdet fra programmet Diggers vil nu gennemgå samtlige ting fra tidskapslen og se, om noget er særligt interessant. Intet bærer dog næppe den samme affektionsværdi som Steve Jobs' mus.

TWITTER Følg os på twitter