6 opskrifter med ukrudt

Kokken Rasmus Leck Fischer lærer os at lave mad med ukrudt.

6 opskrifter med ukrudt
Offentliggjort

Tidl. souschef på Dragsholm Rasmus Leck Fischer opfordrer os til at spise ukrudt i stedet for at bekæmpe det. Læs her hvorfor, og få også 6 opskrifter på retter med ukrudt.

Ska’ vi nu til at spise ukrudt! Hvorfor dog det?

”Ud over at det er gratis og lige ude foran døren – så er det en fed følelse at kunne servere noget, man selv har høstet, ligesom det er, hvis man har fanget en fisk eller skudt en hjort! Og så er de vilde planter også proppet med mineraler og vitaminer.”

Og hva’ er der så galt med basilikum, koriander, estragon …?

”Der er intet galt med de urter, man kan købe, jeg elsker smagen af basilikum, men endnu mere hvis man selv dyrker det! Der er så kæmpestor forskel i smagen på urter, der er dyrket i store industridrivhuse i Israel eller Holland, og så på dem, man har i baghaven. Der er bare mere gang i alt det grønne, man selv hiver op af jorden.”

Få 6 opskrifter med ukrudt her

Hvad har du taget med dig hjem til Danmark fra dine tidligere jobs i hhv. Spanien og Frankrig?

”Jeg vil ikke tilbage igen, men en gang imellem kunne det være rart at stikke af fra det hele for kun at lave mad hver dag – og ikke tænke på regninger, møder og kærester. Det er utroligt, så kreativ man bliver, når man er 100 % i køkkenet og helt alene i et fremmed land uden sit netværk af venner, kollegaer og familie. Når det er sagt, så har vi en rigtig høj standard af kokke i Danmark – jeg var overrasket over, hvor lidt mange af de udenlandske kokke, jeg mødte, egentlig kunne. Nordiske kokke er generelt meget allround – dvs. de holder sig fx ikke kun til det salte køkken, men kan lave desserter, bage brød og servere for gæsterne. Det er også det, der gør Nordens kokke så pisse konkurrencedygtige!”

Og hvorfor blev du mon overhovedet kok?

”Jeg har altid været glad for at lave mad, min mor og mine bedsteforældre har været dygtige i køkkenet alle sammen og gået op i kvalitet og gode råvarer, så inspirationen kommer nok derfra – jeg har også altid haft lyst til at rejse og samtidig arbejde, så jeg undgik at spilde min tid på åndssvage sabbatår efter gymnasiet. Kokkeuddannelsen var det helt rigtige for mig, og efterhånden som jeg kom rigtig i gang med faget, er jeg kun blevet mere og mere forelsket i håndværket.”

Hvor er du på vej hen nu – efter Dragsholm?

”For første gang i ni år er jeg uden et fast job – det er sgu lidt en mærkelig følelse, men også utrolig befriende. Jeg tror, jeg rejser lidt væk til efteråret, men intet er sikkert. Jeg har flere steder i tankerne – Vancouver, San Francisco og Færøerne. Jeg har lige lavet en kogebog, ’Ukrudt’, og har muligvis en mere i støbeskeen, men det holder jeg for mig selv lidt endnu.”

Få 6 opskrifter med ukrudt her