Æblemusthaves
Æblemost fra den lille ø Strynø i det sydfynske øhav har fundet vej til landets bedste restauranter, og æblemoster Mette Meldgaard hæver således Danmarks nationalfrugt til de højder, den retteligen hører hjemme i.
Foto: Jesper Uhrup Jensen
Hvis ens forhold til æblemost reelt er baseret på æblejuice, så står man over for en ahaoplevelse i særklasse, når man knapper en af de brune flasker op fra Strynø Frugtplantage. Det er lidt som at bilde sig ind, at man har kørt i Ferrari, men reelt har transporteret sig rundt i en japansk look alike-øse OG så komme over i en rigtig stridshingst fra Modena!
Mette Meldgaard har dyrket æbler på den lille ø Strynø i det sydfynske øhav mellem Tåsinge og Langeland de seneste par år – omkring 20 forskellige æblesorter, som i mosteriet ender i 12 forskellige smagsvarianter.
Øens særlige terroir (hvem finder på et dansk ord, der dækker?) med lerjord, masser af solskinstimer, en salt vind og i det hele taget et særligt klima sætter sit præg på flaskernes
indhold.
KOFOED SOM KONSULENT
Geraniums Rasmus Kofoed har været med ind- over som konsulent/sparringspartner i tilblivelsen af det dusin smagsvarianter, der hidtil er udgået fra mosteriet, og netop Geranium er en af de restauranter, der har en saftmenu (eller en nonalkoholisk ’vinmenu’, om man vil) med moste fra Strynø. Nogle restauranter bruger desuden mostene fra Strynø som en del af den traditionelle vinmenu.
Visse af mostene er lavet på en enkelt æblesort, andre er blandet med eksempelvis blomme eller hyld og nogle er desuden tilsat kulsyre. Mette Melgaard dyrker såvel gamle danske æblesorter som udenlandske, eksempelvis franske cidersorter.
Strynø Frugtplantage er helt igennem økologisk, men det er ikke noget, der slås på stortromme for – for det forekommer, som noget helt naturligt. Det giver sig selv, og det kan atter en gang undre, at det endnu kun er de konventionelle producenter, der kan slippe af sted med ikke at gøre opmærksom på, at de ikke producerer bæredygtigt, dyreetisk etc.
EN VIRKELIG UTOPI
Mette Melgaard gør som nævnt ikke noget stort nummer ud af det økologiske – sådan er det bare, og man skal nærmest lede på de diskrete flasker efter det lille røde Ø-mærke, der sidder på en lille lap om halsen på dem.
Flaskernes brune farve sikrer mosten mod sollyset, men det er nok ikke helt tilfældigt, at udstyret har et nostalgisk strejf af mormors syltesager i fadeburet. De brune flasker gemmer på en smag af noget oprindeligt og uspoleret. Og det uspolerede behøver jo så altså ikke at være en nostalgisk drøm, men kan være noget højst nutidigt og virkeligt.
FIND ÆBLEMUSTEN FRA STRYNØ HER