Kontrafaktiske afprøvninger som ”hvad ville der være sket hvis Piero Antinori havde turdet satse på ren sangiovese og ikke havde tilsat cabernet-sorterne til sin Tignanello” fører ingen steder hen. Jeg vil dog vove den påstand, at det centrale Toscanas vinscene i dag ikke ville have haft det stade den har i dag, hvis ikke processen med iblanding eller solooptræden af de 3-4 kendte bordeaux-sorter havde fundet sted.
I dag kan vi minimum konstatere to ting: at der er en klar tendens mod mere tro på og højere status for ren, stolt sangiovese med lokalpræg, og at bordeaux-sorterne klarer sig fantastisk i det toscanske klima. Utallige selvoplevede hændelser viser, at det toscanske terroir eller rettere DE toscanske terroirer er så stærke, at man ofte gætter på geografi før sorter ved blindsmagning af toscanske cabernet eller merlot-vine.
For nylig havde jeg mulighed for at teste ovenstående, endda systematisk med én af områdets suverænt stærkeste bordeaux-blends – Panzano-huset Castello dei Rampollas kultiske og grotesk nidkært plejede Vigna d’Alceo fra den vestlige arm af Conca d’Oro.
Vinmarken, eller rettere vinmarkerne, for det drejer sig om tre terrasser, blev plantet af Alceo di Napoli i 1990. Alceo blev tilskyndet af navnkundige Giacomo Tachis til at springe ud i det umiddelbart dumdristige projekt at basere en mikroproduktion på cabernet sauvignon og den notorisk vanskelige petit verdot. Alceo nåede aldrig at se den færdige vin, men børnene Luca og Maurizia tog depechen og lancerede debuten med 1996eren. 10.000 stokke pr. ha og et sted mellem 300-500 g druer pr. stok er de kolde og rygbrækkende kendsgerninger.
Smagningen viste et samlet billede af en mesterligt håndteret produktion, fokus på koncentration, men uden tung alkohol og overekstraktion – konklusionen er klart Toscanas bedste bordeaux-blend og et uhørt højt gennemsnitsniveau.
1996 Vigna d’Alceo
Sikke en debut! Muligvis ikke noget særligt i sin barndom, og så i den årgang! men lige nu har den sort kerne, flot blodrød kant og en næse med varme, tørrede solbær, figen, blomme i cognac og bund af grafit – en klar rød tråd i vinene. Den er tør, men cremet og i fuld harmoni.
95 point
1997 Vigna d’Alceo
Og så opfølgeren fra det varme år ’97, men det gør nu ikke noget. Den er mere dyrisk med mere kamfer og eucalyptus, syrlig-sød med saftig og stor smag, kæmpe intensitet, kokostone i eftersmagen men dybest set herligt mineralsk… igen, igen.
97 point
1998 Vigna d’Alceo
Mere stilket og en smule reduktiv i forhold til forgængerne, men duften af grenache eller tempranillo ”frisker” den ellers lidt solbærvarme duft op. Virker en smule slankere end begge de foregående, til gengæld er der masser af toscanerklassicisme i eftersmagen med blod, koks og tranebær.
93 point
1999 Vigna d’Alceo
Ingen grund til at være kunstigt på tværs og forsøge sig med egensindige afvigelser fra alment accepterede opfattelser; ’99eren ER noget af det største som Toscana nogensinde har frembragt. Den er tilpas sødmefuld med både røde og blå bær og så den udtalte modne kombination af Margaux og moderne Toscana, grus, tobak, blåbær og lakrids med blodpølse, surkirsebær og blyant – intet stikker ud, alt er i harmoni på højeste plan. Smagen er stærk, bredspektret, koncentreret og intens med imponerende og vedvarende friskhed i eftersmagen.
98+ point
2000 d’Alceo
Sammen med 03 de eneste med Napa-mindelser; den typiske blanding af grøn peber og solbærsaft, men her med flot bund af blyantstift og mere kompleks solbærblad – hovedindtrykket er dog en svulstig sag hvor den smeltede søde lakrids dominerer, mens smagens bløde tanniner og lidt for varme tone trækker lidt ned.
93 point
2001 d’Alceo
Næsten på niveau med 99, men savner lige den sidste dybde og længde. I sig selv dog fuld af bark, surmælk, metal og solbær, røg, lakrids og sorte kirsebær. Smagen er tæt, kompakt, syrerig og beroligende mineralsk. Brændende intensitet – gør sig til!
97 point
2003 d’Alceo
Varm ja og ”grønkrydret”, fuld af solbærblade, lakrids og karamel, amarena kirsebær og tæthed som en Napa af bedste skuffe – gik man ikke op i oprindelse og lokalpræg, ville det have været en mønstercalifornier og det er jo godt nok. Klart varm tone i smagen, modne tanniner og sødmefuld eftersmag, men også balancerende syre.
94 point
2004 d’Alceo
En 99er in spe. Blyant, grafit, stenmel, våd beton, kirsebærsten, solbær og morbær – den oser af storhed, styrke og virilitet. Er lige nu helt åben og givende, ungdommelig og pågående. Smagen er stor efter alle parametre, super-fyldig, frugtkoncentrat blandet med perfekt trukket højkvalitetste og knivskarp syre – en årgangens duks og sin types førstemand.
98 point
Vinene forhandles af Philipson Wine
