Gastronomisk set regeres Bornholm af tre spisesteder; Kadeau, Stammershalle og Lauterbachs Saison-køkken på Melsted Badehotel. Sådan har den almindelige vanetænkning i al fald hidtil været, men det er på tide at tænke en fjerde med i den kongerække, nemlig Christianshøjkroen.
Bent Christensen fra Den Danske Spiseguide rådede mig allerede forrige år til at besøge Christianshøjkroen, men det blev ikke til noget, og heller ikke sidste år lykkedes det, men nu har jeg så været der, og det kan ikke anbefales varmt nok.
Det gamle gæstgiveri ligger romantisk, pittoresk og underskønt inde i det store skovområde, Almindingen, midt på Bornholm. Det ligner ved første øjekast mest af alt et kaffe-og-kage sted med dansant, men tag ikke fejl – spisekortet er virkelig godt. Serveringerne er relativ enkle, men så alligevel ikke så enkle endda – der er en kant og finesse, som hæver stedet op i det højere luftlag. Der gås ikke på kompromis med råvarerne, det er virkelig veltillavet mad, dansk i den enkle nynordiske stil. Læg dertil at priserne er endog særdeles rimelige. Frokostanretningerne koster 75 kr. pr. stk., og to serveringer rækker til en normal sult. Til aften fås fem retter for 385 kr. Kok og forpagter Troels Madsen har drevet Christianshøjkroen de sidste par år, og har tidligere været souschef på Babette i Vordingborg. Han har desuden netop åbnet en ’fiskebistro’ yderst på havnen i Nexø.
Kadeau og Stammershalle er i vanlig storform – hvis da ikke lige en tand bedre end sidste år. På Stammershalle viser Daniel Kruse, at godt nok er han dessertkok af Guds nåde, men han mestrer det salte køkken med samme ekvilibrisme. Allerede fra appetizerbombardementet går det løs. Det forekommer mig i øvrigt, at vinkortet har fået et ordentligt løft siden mit første besøg for to år siden. Betjeningen er perfekt, og som gæst føler man sig slet og ret beværtet.
Kadeau kandiderer fortsat til pladsen som en af landets skønnest beliggende restauranter og stemningen af cool iskiosk (!) er uforlignelig. Nicolai Nørregaard & co’s køkken er helt sit eget og bevæger sig i et krydsfelt mellem det rustikke og det elegante. Min holdning til naturvin er sådan lidt græskkatolsk – jeg sværger mest til vin, der smager godt og er en smule ligeglad med vejen dertil, men Kadeau er ikke desto mindre stedet at blive omvendt til naturvin, hvis man har behov for det. Kadeau-drengene er sjældent gode til at sammensætte vin og mad. En sommeraften på Kadeau mejsler sig i erindringen.
Det er Lauterbach, der for andet år i træk står for køkkenet på Melsted Badehotel. Sidste år var Frederik Bille-Brahe køkkenchef på stedet, men han gik siden egne veje med Atelier September, og i år er det så Anne Bruun Jessen, der på sit cv bl.a. har en del år hos Erwin Lauterbach på hedengangne Saison i Hellerup.
Maden er rigtig, rigtig dejlig og har umiskendeligt det ’lauterbachske’ touch, men betjeningen halter desværre ret meget. De er søde og velmenende, men det er ikke helt nok – så billigt er der heller ikke – og man mærker ikke rigtig, at folkene i køkkenet og personalet i restauranten udgør et team. Det er lidt svært at forklare, men man fornemmer ligesom, at restauranten blot er på gæstevisit og ikke er en integreret del af badehotellet. Man har ikke en helstøbt oplevelse a la den på Stammershalle eller Kadeau.
Men frem for alt er betjeningen som nævnt slet, slet ikke skarp og nærværende nok og bærer præg af at være sæsonens lidt tilfældige løsarbejdere snarere end nogen, der virkelig ER stedet. Det kan naturligvis blive bedre, når sæsonen kommer op i gear, men jeg tror, det vil være en god idé, hvis Anne Bruun i ny og næ dukkede op i restauranten og præsenterede retterne med den sikkerhed og præcision, man savner blandt personalet på gulvet.
Annonse
Jeg har – lige siden Melsted Badehotel for tre år siden besluttede sig for, at stedet skulle have en gourmetrestaurant – haft følelsen af, at man fra hotellets side ikke gik 100 % ind i det. Det kører lidt med håndbremsen trukket og man er ikke omfavnet som gæst. Det er lidt som, at hver aften er en gæsteoptræden, der lukker og pakker sammen, endnu før den sidste gæst er gået. Melsted Badehotel har store muligheder, der bare ikke udnyttes fuldt ud.
I augustnummeret af gastro bringer vi en mere udførlige omtale af ovennævnte restauranter.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
