Forleden blev jeg ved kassen i supermarkedet genkendt af en læser som værende chefredaktør på gastro. Jeg må desværre indrømme, at selv om bladets læsertal er større end en fyldt Parken ved Brøndby vs. FCK eller til en U2-koncert, så sker disse offentlige tilnærmelser ikke tit nok til at give mig stjernenykker/at pleje min forfængelighed! Så mere af det, tak!
Men tilbage til kassekøen, hvor læseren drilagtigt – og i al venlighed – spurgte: ”Nåh, jeg troede du bagte alt dit brød selv!” med henvisning til nogle pakker libanesisk fladbrød, jeg havde købt. Og lad mig derfor gøre en lang historie kort og blankt indrømme: Jeg bager aldrig!
Jeg hader at bage, og jeg er dårlig til det. Jeg er flov over dette forhold, og jeg ville ønske, at det var anderledes, for danske brødpriser er absurd høje og omvendt proportional med prisen. Vi betaler formuer for noget, der i råvarer ikke koster mere end et par øre. Et hvedebrød på 5-700 g må simpelthen ikke koste 30, 40, 50 kr. eller mere. Det må end ikke koste 20 kr., uanset hvor mange stenovne og langtidsgæringer, der er indover!
I min pure ungdom bagte jeg en del, hvilket hang sammen med mit daværende studiearbejde som pædagogmedhjælper på en døgninstitution. Dér tjente jeg min første million – over en betragtelig årrække, vel at mærke – og dette arbejde indebar nattevagter i ny og næ. En af nattevagtens pligter var at bage brød, både til stedets beboere og det morgenhold, der mødte klokken 7.
Nattevagterne var hadevagter, og bagertjansen noget af det værste ved det for mit vedkommende. Jeg hverken gad eller evnede at bage andet end de franskbrød og bolleopskrifter, der var på melposerne – fuldstændig banale luftbrød uden smag, bid eller noget som helst. Men de var friskbagte, for jeg sørgede for, at de lige var kommet ud af ovnen, når morgenholdet mødte. Og man kan komme langt alene på duften af friskbagt brød, hvor røvsygt samme brød end er. Og folk var ellevilde – ”Ihhh – det er altid en fornøjelse, når du har haft nattevagten, så er der altid det lækreste brød!”
Der er ikke noget som ros – og der er ikke noget, der smager så småbittert som ros, man ikke har fortjent. Og jeg havde ikke fortjent det, for mine brød var en fis i en hornlygte – en gærfis i en varmluftsovn. Men jeg tror såmænd, at mit ’publikum’ var oprigtige nok – og det er netop problemet. Vi er simpelthen ikke kritiske nok – generelt og i dette tilfælde helt konkret hvad brød angår.
Vi har vænnet os til det dårlige – og vi har vænnet os til, at godt brød (der ofte heller ikke er godt nok) gerne må koste 40 kr. Gu’ må det ej – det giver ikke nogen mening. Det kan godt være, at det er nødt til at koste 40-50 kr. for at få forretningen til at løbe rundt, give den ønskede profit, betale for fancy butiksindretning etc., men det retfærdiggør ikke regnskabet.
Jeg bager aldrig. Men aldrig slutter nu!
