Hvis bare de brugte mindre merlot! De vil ikke lægge navn til, men sidst jeg var i Médoc skosede to slotsejere Palmer for den høje andel af merlot. Måske havde de et glimt i øjet. De ved jo godt at Palmer netop er Palmer på grund af merlot og hvorfor skulle et slot, kendt i efterhånden 200 år, en super second med interstellar anseelse, pille ved sin egen opskrift. Palmer skal gang på gang forholde sig til kontrafaktiske tankerækker, for i cabernet-land, naboen Château Margaux er altid kraftigt domineret af cabernet, kunne det jo være interessant at finde ud af om Palmer ville være endnu større, hvis cabernet styrede blandingen. Det gør den bare ikke og der er absolut ingen tegn på at Thomas Duroux, Palmers kosmopolitisk dannede chefvinmager, vil ændre på det. Palmers marker ligger nu en gang på jordlodder, der egner sig til merlot. Og selv på de grusede parceller hvor cabernet normalt trives, har Palmer plantet merlot. Duroux kalder det transvestit-merlot, fordi jorden normalt er leret eller fuld af kalksten, hvor merlot trives. Transvestit-merlot’en giver Palmer sin yppige svulmen midt på tungen.
Palmers andenvin, som efter tidens tone egentlig ikke må betegnes som sådan, fordi Palmer-folkene vil understrege at Alter Ego er noget i sig selv og noget andet end selve slotsvinen Château Palmer, kan på egen hånd. Ved Palmers besøg i København for nylig smagte jeg 2004, 2006 og 2009. 04erne er sammen med 02erne 10ernes svageligste årgang, men som bekendt: der er ingen dårlige årgange i Bordeaux mere. Alter Ego 04 er ultra médoc, en cedertræsbombe, en solbærbusk, en ranglet androgyn model med sin egen sære og antimoderne tiltrækningskraft. En slags Klimt-figur. 06eren er fin på den, ikke posh, men dannet og klassisk arrogant margaux med løft af syre og blid tannin og eftersmag af rustbunke. 09eren er selvfølgelig stor og munkemeninger kan holde sig i klosteret, for er man til bordeaux og er man til margaux og er man til Palmer, er der bonus. Solbærbusken har fået lidt napa-solbrændthed, mens kroppen har mere huld. Skridtet op til the real stuff er ret stort.
Palmer i 04 er noget mere koncentreret end Alter Ego. En interesant levertone forstærker det klassiske jernpræg, som altid står skarpere i de kølige årgange. 08eren er meget større og 10eren større endnu. 08eren er som Vieux Château Certan, cabernet med smag af keramikværksted, smertende intens og alligevel cool. 10eren er alt det foregående sendt op på et højere niveau. Volumen, bjergtagende, intens, knugende, cool, overgjort og alligevel velgjort – kolossal præsens. Blandt de tre ældre årgange vi smagte klarede 89eren sig bedst. Måske fordi det var en merlot-årgang. De cabernet-baserede storebrødre i første klasse som mouton, lafite og latour har lavet skrammel i 89, men ikke Palmer. Selv en midaldrende ungersvend som 79 havde det godt. Fuld af typisk pyrazin, den umodne lugt af kerner fra en grøn peber eller bladene på en solbærbusk. Palmers priser er blandt de højeste i andet geled, hvis man virkelig vil det, til at betale og det er værd at unde sig oplevelsen.
Château Palmer forhandles rigtig mange steder.
