Venstrebredsluksus, skræddersyede jakkesæt, verdenskapitalistiske ejerskaber og garagevin – grand cru classé bordeaux er en anomali i det sydvestlige Frankrig. Château le Raït er mere repræsentativ for mennesker, mentalitet og så alligevel ikke. 9000 vinbønder kæmper hver dag for overlevelse i det område, som langt de fleste vinforbrugere i dag nærmest kun kender som en fjern planet. Vi har hørt om den, set den på afstand, men vi vil aldrig komme i nærheden af bare at røre, endsige smage. Bordeaux er splittet i to stærkt adskilte verdener. En verdenskendt luksus, med priser i skyerne, et primeur-marked alle professionelle vinfolk må forholde sig til og så en helt modsat verden, fuld af familieejede smågårde, druedyrkere, som ikke har råd til mere end en citroën C1 og sjældent kan bruge nye dyre barriques. Château le Raït er en af de smågårde. I periferien af Bordeaux, langt fra de bonede gulve i Margaux og milliarderne i St.-Emilion.
Dansk-fransk, med Jon Frederik Capoul bag skrivebordet, mor er dansk og far er fransk… eller rettere bag grensaksen, for med den størrelse domænet har, er alle med i marken. Jon Capoul kan umuligt have tid til glat marketing. Jeg smagte forleden hans to vine, hvid og rød, i en kælder i indre København, hvor han er vokset op. Château le Raït drives økologisk, den biodynamiske kalender følges endda og de tilsatte svovlmængder er ganske lave. Stedet er i merlot-land, langt inde mod øst ca. midt mellem St. Emilion og Bergerac på sydsiden af Dordogne-floden. Kald mig romantisk, men det er som om det hele passer bedre sammen herinde. Jeg har aldrig været på Château le Raït, men dog i omegnen og det er som om mennesker, vegetation, landbrugsform, mentalitet og bygninger er et konglomerat. Det Bordeaux, alle snakker om, det fine, er jo kynisk set et Disneyland. På den anden side handler det ofte om overlevelse, daglig kamp, i yderområderne af AOP Bordeaux. Jon Capoul & Co, hans far og to ansatte, fortolker terroir-begrebet kulturelt. Fornuftigt og meget meningsfuldt, for mennesker fortolker, handler og samspiller med sine omgivelser, især når dagligdagen består af landmandskab og vinfremstilling.
Château le Raït er ikke klassevin, men den fortæller tydeligt om sin oprindelse og så er den først og fremmest genial til sydvestfransk landmad, bistro-style og hudløst ærlig. Og den er ikke så lidt bedre end standarden fra den del af Bordeaux, hvor alt for meget er uslebet, urent og grønt. Jon Capouls hvide bordeaux (2012) er forbløffende ren, ”grøn” af sauvignon blanc, som asparges og solbærblade, men ”knækket” af honning fra semillon. Let, liflig og enkel – cafésaft af bedste skuffe. Château le Raït rouge 2012 på 95 % merlot og et skvæt cabernet sauvignon og malbec er meget bedre og udtryksfuld. En friskfyr, rustik ja, men styret og i den vanskelige årgang 12 imponerende moden. Solbær og grannål, koks og blåbær, viol og salvieblomst, in-your-face-frugt og fast og stram i smagen. Positivt og pikant vegetal tone, imponerende friskhed – serveret kølig en herlig vin, hvor forstyrrende barrique, irriterende postmoderne overmodenhed og forbrugerforskrækket poleret tannin er bortkastet til fordel for drikkeglæde, naturlighed og madvenlighed. Jeg har sjældent mødt en vin, der ligner sin herre så meget.
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.
