gastros champagnejulekalender 20
gastros champagnejulekalender 20
Foto: Rene Langdahl Jørgensen
Fleur de Passion 2005, Diebolt-Vallois, Champagne
Her i sidste uge af gastros champagneodyssé virker det som om cremen af cremen dukker op lidt oftere. I dag rammer vi oven i købet heldigt ned i en prisnedsættelse af de bedre. Theis Vine har Diebolt-Vallois’ topcuvée på decembertilbud og jeg vil straks anbefale køb af flere flasker – dels til henlæggelse, dels til nytårsaften. Diebolt-Vallois ER Cramant. Nævekamp og cirkelspark – duellen mellem Le Mesnil sur Oger og Cramant om hvilket terroir der er bedst, ender uvægerligt uafgjort, men som Salon har gjort Le Mesnil til sit eget, har Diebolt-Vallois gjort Cramant til sit eget. Arnaud og Isabelle Diebolt, bror og søster, står i dag bag champagnerne fra Côte de Blancs, selvom farmand Jacques stadig har det sidste ord. I Cramant ligger en vinmark med titlen Les Buzons. Stokkene er der 60 år eller mere. De kan bære gæring på barriques og fortjener lang kontakt med bundfaldet og gærresterne. De er ophavet til Fleur de Passion. I 2005 er den faddomineret, fuld af chokolade og flødekaramel, brioche, pære og vanilje med champignon nedenunder. På tungen er den voldsom, ja tæt på brutal med sin massive nærmest rødvinsagtige vægt og samtidige mystifistisk finessefulde kridtagtige luftighed. Fleur de Passion gennemgår ikke malolaktisk gæring, så syren frisker mildt sagt. Theis Vine har den normalt til 899,95, men kører nytårskampagne fra i dag til 599,95 og jeg anbefaler stærkt køb. 600 er mange penge, men er du til fadfyldig og yppig chardonnay med underliggende citronsyre skal du slå til nu. 94
599,95 kr. theis-vine.dk