Ny restaurant forsøger sig med stenalderkost til det moderne menneske. Bag opskrifterne står såmænd Thomas Rode, køkkenchef for Michelinstjerne-restauranten Kong Hans.
Pizza med bund af hakket oksekød, hotdogbrød lavet af æg og bolognese lavet af kål. Lyder det en anelse for alternativt? Nuvel. Konceptet kaldes for Paleo efter det græske ord palaios, der betyder gammel og dækker over en livsstilsfilosofi, der bygger på ideen om hvordan mennesket oprindeligt er skabt i forhold til kost og bevægelse.
På den kulinariske front handler det derfor om en kost, der tager udgangspunkt i de råvarer vi levede af i stenalderen. Det vil sige helt uden moderne opfindelser som pasta, ris og kartofler, men i stedet med masser af uforarbejdede proteinholdige råvarer som kød, fisk, grønt, bær og nødder.
Den nyåbnede fastfood-restaurant Palæo, der ligger i Københavns Torvehaller, arbejder netop ud fra denne overbevisning. De kalder det ’primal gastronomi’.
I en pressemeddelelse skriver restaurantens grundlæggere, at de gerne vil ”gøre op med det sminkede, kunstige og fortænkte måltid til fordel for ærlig, naturlig og rustik mad.”
Hvor ærligt det så er, at lave fastfood-klassikere som hotdoggen og pizzaen uden brug af fx hvedemel, kan diskuteres, men valget bunder formentlig i noget så basalt som genkendelse. Måske smager det ikke af pizza, men så længe det ligner noget vi har prøvet før, er vi langt mere tilbøjelige til at sætte tænderne i det. (Spørg bare de første sushi-restauranter, om danskernes lyst til at udforske ukendt gastronomisk landskab).
Det usminkede derimod er der alt mulig grund til at byde velkommen med åbne arme, for det sætter fokus på noget af det vigtigste, nemlig om råvarerne er i orden. Og fastfood af høj kvalitet er der ingen grund til ikke at byde hjertelig velkommen. Med Thomas Rode som sparringspartner og ophavsmand til opskrifterne har Palæo under alle omstændigheder fået et kvalitetsstempel fra start.
Har du lyst til at sætte tænderne i noget ’primal gastronomi’, skal du sætte kursen mod Torvehallerne ved Nørreport i København. Her ligger – så vidt vi ved – Danmarks eneste paleo-restaurant ”Palæo”.
Bonusinfo 1: Snart kan du også svinge gryderne på bedste stenaldermanér, når Thomas Rodes palæo-kogebog udkommer til efteråret.
Annonse
Bonusinfo 2: Personalemaden på Restaurant Kong Hans har igennem lang tid været baseret på principperne bag stenalderkost.
Bonusinfo 3: Thomas Rode og Palæos tre gundlæggere Mads Fischer, Christian Bowall og Peter Emil Nielsen kender hinanden fra det Københavnske crossfit-miljø. Her lever mange efter principperne bag paleo.
Jeg kan love dig for, at jeg har meget på hjerte. Men det kommer jeg ikke til at blande ind i min karriere. Det er ikke professionelt interessant for mig at udtale mig om ting. At jeg selv mener en masse i det private … fair snak. Men den snak kan jeg tage med nogle venner.