Flere var af den holdning, at Jensens Bøfhus naturligvis ikke er gourmet, men ok på sin egen måde, bl.a. et godt sted at have børn med på, og et sted, der ikke gør sig selv, til mere end det er. Nogle pointerede, at stedet ret beset er et cafeteria og ikke en restaurant og følgelig skal behandles som sådan.
LÆS OGSÅ: Jensens Bøfruin
Og hvad vil det så sige, ”behandles som sådan”? Tja, umiddelbart tænker man, at det måske kan betyde, at man som cafeteria har en ret til at blive taget på med lempe ud fra devisen: What you see is what you get. Vi er, hvad vi er, og vi giver os ikke ud for mere.
MEN Jensens Bøfhus er IKKE et cafeteria – maden er muligvis af cafeteriastandard, men priserne er ikke cafeteriapriser, og stedet sælger sig selv som restaurant.
Og det får mig så til at tænke over, hvornår man som restaurant (eller måske rettere ’madudbyder’) er i sin gode ret til at flyve under anmelderradaren og ikke blive målt og vejet efter gængs standard? Svaret må helt klart være, at den ret har man ALDRIG!
Jeg kunne ikke finde på i traditionel forstand at anmelde en pølsevogn eller et banalt takeaway-sted, men jeg vil til hver en tid forbeholde mig retten til at ’anmelde’ ud fra helt almindelige standarder for, hvad man som kunde kan forvente. Jeg vil heller ikke holde mig tilbage for at skrive om det. Et par eksempler:
Tidligere på den hedengangne sommer strandede jeg i cafeteriaet i Ikea. Vi var to voksne og to børn – børnene spiste, de voksne nøjedes med vand og sodavand. Maden var ubeskrivelig ringe, uanset hvordan man vender og drejer det, men hele seancen kostede knap 90 kroner, og der var drikkevarer ad libitum – jeg drak fire glas Fanta-lignende sukkervand i sommervarmen, og det var sådan set ok. Det var og blev et håbløst måltid, men børnene var glade, og det kostede absolut ingenting. Pengene passede så at sige.
Jeg har som sagt børn, og de elsker McDonald’s, uanset hvad jeg gør for at modarbejde det. Jeg er ikke gastronomisk talibankriger, så i ny og næ henter jeg faktisk mad til dem på McDonald’s – og føler mig skamfuld, som stod jeg i en hard core pornoshop, hvor nogen måske så mig og genkendte mig.
Der er absolut intet godt at sige om maden derfra, intet, men jeg må hver gang konstatere, at jeg er blevet godt og effektivt betjent. Det kan godt være, at ekspedienten har været bumset og i stramtsiddende kunststof, storsvedende og smadret at se på, men yder fandeme altid fuldstændig toptunet service – og det helt sikkert til en slaveagtig løn. Det gør ikke maden bedre, men tæller i det samlede regnskab.
I den forløbne sommer arbejdede jeg tillige på en guide over restauranterne i Tivoli. Dét kastede en del besøg af sig i den gamle have, og uden for arbejdstiden også en del besøg i diverse pølse- og burgerjoints i haven, fordi der var børn med, og de foretrak pølser og turpas frem for ’rigtig’ mad.
Pølser og sodavand er, hvad det er – junk, men det ærgrede mig virkelig at give måske 150 kr. for en gang pølser og sodavand og så blive serviceret (det er store ord!) af en virkelig muggen og indebrændt teenager, der hellere ville bide i en genstridig negl og tjekke sin Instagram end betjene mig. Og dette i forlængelse af oplevelser med stadeholdere, der knap gad søge øjenkontakt og løsrive sig for smalltalken med deres kollegaer. Det skulle da lige være for vrantent at tvivle på, om børnene reelt var gamle/høje nok til forlystelsen og dermed gamle nok til at udnytte de turpas, der gør en dag i Tivoli til en styrtblødning i ens økonomi. Men det her handlede om mad, og lortemad skal ikke koste noget, og det skal serveres med et smil – hvor stift og indstuderet det smil så end måtte være.
Så nej, der er ret beset ikke nogen nedre grænse for, hvilken standard der kan eller skal anmeldes.
Vi er virkelig på den, hvis vi først kommer dertil, hvor man kan slippe for omtale og anmeldelse, bare man præsterer tilstrækkeligt dårligt.
/Jesper Uhrup Jensen
__________
LÆS OGSÅ: Historisk michelinstjerne til dansker i New York
LÆS OGSÅ: Kong Hans 4.0
