Der var gæster en masse og taler og rosende ord, da ildsjælen og den gastronomiske storentreprenør Claus Meyer blev fejret på sin 50-årsdag. Og så var der også lige en taler fra Helvede, der mente, at der også skulle siges et par sandheder.
En af de sidste dage af 2013 rundede Claus Meyer de 50 år, og det blev fejret ved en reception på The Standard lige efter nytår. Allerede ved indgangen stod det klart, at det ikke var hvem som helst, gæsterne kom for at hylde – der var slet og ret kø for at komme ind. Uanset hvad man end måtte mene om Claus Meyer, så har næppe nogen anden enkeltperson i nyere tid betydet mere for dansk gastronomi end netop Claus Meyer.
Og vel at mærke ikke en betydning alene på topgourmetniveau (det har han så også, Noma, Radio …), men også for gastronomien i det helt brede format – det format, der rækker helt ud i vores køkkener til hverdag. En af talerne, Helle Brønnum Carlsen, kom ind på det i sin tale, da hun berørte sit eget arbejde for at højne det gastronomiske niveau i skolerne – et arbejde, der havde båret meget frugt, men – som hun sagde: ”Jeg var ikke kommet halvt så langt, hvis det ikke havde været for dig, Claus.”
En rød tråd gennem alle talerne var Meyers iværksættertrang, idérigdommen og viljen til at føre ideerne ud i livet og ikke mindst hans evne til at åbne døre og skabe kontakter. Og næsten alle som en karakteriserede Claus Meyer – og mente det pænt – som lidt af et forvokset ADHD- barn. Hvad sidstnævnte og ideerne angår, sagde en af hans medarbejdere direkte henvendt til ham: ”Det lyder måske lidt forkert, men det er mærkeligt at tænke på, hvor mange gange jeg har set dig nøgen!”
Det henviste til, hvor tit hun havde oplevet sin chef være ankommet på cykel, forsvedt og så tage sig et bad – for så at komme nøgen ud fra badet, fordi en idé eller et indfald trængte sig på. Og hun tilføjede: ”Jeg har også tit talt med dig i telefonen, hvor jeg kan høre, du ringer fra toilettet, og der er ordentligt tryk på strålen!”
Det stod ikke skrevet over Claus Meyers vugge, at han skulle blive en gastronomisk iværksætter i den helt store stil – opvokset som han er i en gastronomisk ødemark på Lolland, men et ophold som 15-årig i Frankrig ændrede alt, og hjemme igen, efter at være handelsskoleuddannet, gik det slag i slag.
’Meyers Køkken’ på tv gjorde ham landskendt i begyndelsen af 1990’erne, og Meyer brugte mediet til at råbe nationen og ikke mindst producenterne op – kartoffeldyrkere, fjerkræsproducenter, svineavlere … I dag beskæftiger Claus Meyer mere end 800 mennesker i kantiner, restauranter, bagerier, fødevareproduktion etc. Og så er der naturligvis bøger, den tykke ’Almanak’ alene har solgt mere end 130.000 eksemplarer
Roser i massevis, og ind kommer så en for Claus Meyer helt uventet taler – Den lille Gumbas (”Vi skal heeelt ind i sindet”) alias skuespilleren Rasmus Botoft med en tale fra Helvede, for nu skal sandheden frem: ”Du er for doven, Claus, du er for slap, du skal tage dig sammen. Kan du det, kan du tage dig sammen? Det tror jeg ikke, du kan! Nu er du blevet 50, det er NU, hvis du skal nå at sætte dig nogle spor, men jeg tror, det er for sent! Du skal folde dig ud, men du er for slap, du kommer ikke ud over rampen! ” Og så sammenlignede han i øvrigt Meyer med et nytårsfyrværkeri – flot ser det ud, og dyrt er det, men efter to minutter er det brændt ud, og der er kun røgen tilbage.
Rasmus Botoft noterede sig noget, Claus Meyer ikke kan, men tilsyneladende gerne gør, nemlig synge. Et kort øjeblik frygtede flere, sikkert inklusive fødselaren selv, at næste nummer på scenen ville blive en prøve på den manglende evne, men i stedet kom tre professionelle sangere ind, og efter tur fremførte de Meyers yndlingssange i badet – ’Love Me Tender’, ’I Love You Baby’ og ’Natural Woman’. Kun de nærmeste kender sandheden, men meget tyder på, at Rasmus Walther, Nikolaj Nørlund og Dicte rent faktisk er bedre end den lille tykke dreng fra Lolland, der ifølge Rasmus Botoft stadig er inde i den 50-årige slapsvans og distanceblænder, der ikke rigtig kommer ud over rampen.
Annonse
Jan Kragh Jacobsen kvitterede for ’Rytteristens’ optræden med sige, at han ikke turde tænke på, hvad der ville ske, hvis Claus Meyer rent faktisk for alvor kom ud over rampen og slap alle ideerne ud.
Jeg er opdraget sådan, at hvad der er sparet, er tjent. Husk at gå efter de gule mærkater i supermarkedet. Økonomi er by far det, vi skændes mest om derhjemme. Og det burde man jo sige, var fuldstændig åndssvagt.
