Michelin 2014: Stjerneskud over København
Michelin 2014: Stjerneskud over København
Det blev til hele tre nye stjerner til København – til Clou, Marchal og Studio. Det er ret fantastisk og mere end i al fald undertegnede havde turdet håbe på. De tre hørte alle til feltet af oplagte kandidater, der også talte bl.a. Amass og Alberto K – og dem havde jeg nok anset for mere sandsynlige i forhold til at få en stjerne i dag. Ikke at de er mere berettiget end Clou, Marchal og Studio, men mere sandsynlige.
Dagens måske største overraskelse er, at Kong Hans Kælder mister sin stjerne – en stjerne, stedet har haft længere end nogen anden københavnsk restaurant. Det kan næppe skyldes, at køkkenchef Thomas Rode har varslet sin afgang hen på sommeren, men måske hans palæo-tiltag på restauranten ikke er faldet i inspektørernes smag?
På gastro glæder vi os over de nye stjerner, men vi undrer os over:
… at Amass ikke er kommet med. Er Matt Orlandos mad for udfordrende til Michelin?
… at det stadig ikke er tid til en trestjernet restaurant i København.
… at der ikke er flere tostjernede restauranter i byen. Men hvis Michelin udvidede antallet af tostjernede, så ville de være nødt til at lade en tredje stjerne falde til Noma eller Geranium. Eller til dem begge, så mon ikke, det er derfor!
… at Le Sommelier har mistet deres Bib Gourmand. Le Sommelier har aldrig været bedre! Og hvorfor er Pony ikke blandt de nye Bib-steder?
Men vi synes, det skæmmer Michelins troværdighed:
… at de konsekvent forbigår Mielcke & Hurtigkarl. Det ligner barnligt trods fra guidens side.
… at vi fortsat ikke ser Radio blandt stjernestederne.
Rygtet om en ren nordisk guide har floreret i noget tid, og rygtet er intensiveret her op til offentliggørelsen af Guide Michelin 2013, men det bliver altså ikke i år. På et pressemøde i Stockholm onsdag formiddag kunne den øverste chef for Guide Michelin, Michael Ellis, afsløre, at der kommer en nordisk guide i 2015. Hvis den også tager den danske provins med – og det kan den vel næppe undgå at gøre – så vil det uundgåeligt betyde flere stjerner til Danmark.
Læs gastros anmeldelser af de nye Michelin-restauranter her:
Anmeldelse: Restaurant Clou
Anmeldelse: Studio
Anmeldelse: Restaurant Marchal