Mød landets bedste blindsmagere
Mød landets bedste blindsmagere
Det åbne Danmarksmesterskab i blindsmagning nærmer sig!
Søndag d. 4. maj løber det første åbne Danmarksmesterskab i blindsmagning af stablen med deltagelse af flere af branchens kendte navne. Vær med under finalen når det hele afgøres og smag med over skulderen på de tre finalehold.
Det er gastro og Vinakademiet, der med bagmændene René Langdahl Jørgensen og Thomas Ilkjær lancerer ”Det åbne Danmarksmesterskab i blindsmagning”. Deltagerlisten er nu endeligt udformet, og det bliver et forrygende stærkt og spændende startfelt. Blandt de 21 tremands-hold finder man bland andet restauranterne Geranium, Kadeau, Le Sommelier og AOC, og der er også deltagelse af flere importørhold som fx Otto Suenson og Østjysk Vinforsyning. Desuden stiller to af landets mest erfarne amatørhold også op. Copenhagen Business Schools vinsmagerhold har tidligere høstet fornem hæder i udenlandske konkurrencer og Vinsnuderne under ledelse af Jesper Hedegaard har en første- og andenplads ved hhv. de uofficielle europa- og verdensmesterskaber arrangeret af franske La Revue du Vin de France bag sig. Nu mødes de for første gang!
”Eftersom det er premiere for konkurrencen var vi naturligvis spændte på responsen ikke mindst fra branchen, og det er glædeligt at konstatere, at så mange og prominente navne stiller op. Vi forventer foruden en sjov og underholdende dag, at der bliver tale om en særdeles spændende konkurrence på højt niveau” siger Thomas Ilkjær.
Som publikum har du mulighed for at komme helt tæt på konkurrencen, der foregår på Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Hovedkonkurrencen, hvor der konkurreres i 12 vine, er lukket for offentligheden, men når de tre finalehold, der skal dyste i yderligere tre vine er fundet, åbnes dørene for presse og publikum, som har gratis adgang.
Program for den åbne del:
15.15: Hovedkonkurrencen slutter og der er adgang for publikum. Dagens første 12 vine afsløres.
15.45: Velkomst til finaledelen og annoncering af finaleholdene.
16.00: De tre finalevine skænkes til deltagerne og publikum får mulighed for at smage med på én af vinene.
16.30: Aflevering af finalebesvarelser.
16.45: Finalisterne giver fra scenen kort mundtlig besvarelse af én finalevin ad gangen. Vinene afsløres løbende og vinderne annonceres efter sidste vin.
17.00: Præmieoverrækkelse og tak for i dag
Kom og vær med.
Hvor: Hotel- og Restaurantskolen, Vigerslev Alle 18, Valby. Der vil være adgang gennem porten for enden af Kjeldsgårdsvej. Følg herefter skiltene til bygning D/Papirfabrikken