Jeg kan lige så godt være helt ærlig og indrømme, at jeg grundlæggende set ikke er særligt begejstret for disciplinen juleøl. Efterhånden er sæsonen udvidet til at begynde den første weekend i november og strække sig frem til nytår, hvilket gør sæsonen for juleøl lang nok til at optage 1/6 af året.
Farvestrålende etiketter med bjælder, sne og julemænd og navne, hvori ordene "jul", "nisse" eller "sne" ofte indgår, dækker ofte over øl med mere sødme, væsentligt mere alkohol og i alt for mange tilfælde en overflod af krydderier. Ofte får man fornemmelsen af at stå med et koldt glas glögg uden mandler og rosiner, men i stedet med kulsyre.
Kvaliteten er med, få undtagelser, ganske jævn. Førnævnte lovede lagringspotentiale udebliver også som regel, for øllene falder simpelthen fra hinanden smagsmæssigt, når den første sødme og friskheden af den beskedne humletilsætning aftager.
Men der ér undtagelser, og blandt disse skiller en enkelt sig ud og lægger sig milevidt foran resten af feltet. Dette er ikke bare en helt suveræn juleøl, det er ganske enkelt en af verdens allerbedste og mest komplekse øl overhovedet.
Stille Nacht hedder øllen, der brygges af det lille bryggeri De Dolle Brouwers i Esen i Belgien. Den er prototypen på alt, hvad der kan være fantastisk ved stærke belgiske øl, men alt for sjældendt er det.
Brygget ud fra en ganske enkel og relativt anonym maltprofil, der mestendels består af lyse malte suppleret med kandissukker og en, efter belgisk tradition, ganske kraftig humling med Nugget, er der egentlig ikke noget, der ved første øjekast på ingredienserne antyder, at denne øl på alle måder er øllets svar på Chateau d'Yquem.
Hemmeligheden ligger i gæren. De Dolle Brouwers husgær, der indeholder både almindelig saccharomyces, men også myriader af forskellige vildgærstammer, frembringer en kompleksitet uden lige, og er i øvrigt også med til at gøre dette til en af de mest lagringsværdige øl overhovedet.
I glasset fremstår den kobberfarvet og klar med et kraftigt hvidt skum. Næsen er en eksplosion af honning, gule blommer, korender, fivespice, schezuan peber, mandarin og kandiseret appelsin. I munden har den en enorm, blød fylde. Masser af sødme og smagsindtryk præget af førnævnte ingredienser, der nu pludseligt også får selskab af et strejf af hvid chokolade. Blød men meget livlig kulsyre gør, at øllet aldrig bliver for tungt og klæbrigt. Den ér sød (Stille Nacht flaskes med ca. 40 g. restsukker pr. liter), men ud over kulsyren modsvares dette af et diskret syrligt præg i den uendeligt lange eftersmag.
Nå ja, og så er der jo dét med lagringspotentialet. Stille Nacht kan sagtens drikkes, når den sendes på markedet ved juletid hvert år. Men man gør klogt i at købe godt ind og lægge sine flasker til side, for i løbet af 2-3 år smider den det værste hvalpefedt og fremstår med den fantastiske kompleksitet, der har givet den dens ry. Efter omkring 4-5 år begynder den at træde ind på et modenhedsplateau, som den forbliver på i op til 10 år derefter, hvorefter den langsomt, men yndefuldt begynder sin nedtur.
Det her smagte eksemplar på billedet er en årgang 2006. Det er så også så langt tilbage som man i øjeblikket kan komme i det velassorterede Stille Nacht lager hos fx. Ølbutikken i Istedgade på Vesterbro.
Skulle ens vej falde forbi Antwerpen bør man derimod ikke snyde sig selv for et besøg på en af verdens allerbedste steder for vintageøl; Kulminator, der ligger inde med endog særdeles gamle og velbevarede versioner af Stille Nacht.
Undertegnede husker med stor glæde for 10 år siden at have gennemført en vertikalsmagning her af årgange tilbage til 1982, som på det tidspunkt var i fin form. Så køb endeligt rigeligt ind - lige præcis denne øl skal man ikke være nervøs for at komme til at glemme i kælderen.
Læs også: Ølskolen: 2. lektion
