Romerske designrestauranter
Rom boomer i disse år af smarte designrestauranter. Glem derfor alt om de rød- og hvidternede duge med fedtpletter, larmende trattoriaer og billig spaghetti bolognese i turistudgaven. Prøv de nye stilrene, kvalitets- mindede og æstetisk designede restauranter, som OGSÅ er Rom!
Foto: Jesper Storgaard Jensen Room boomer med designrestauranter i disse år. Dette billed er taget på Pastificio San Lorenzo, der ligger i en gammel pastafabrik.
1. Etablì
- Vild med vintage
Et godt stenkast fra Roms monumentale ’dagligstue’, Piazza Navona, finder du den lille smalle Vicolo delle Vacche, hvor det superhyggelige vintagespisested Etablì siden 2007 har været at finde i en bygning fra det 17. århundrede. Her finder du den klassiske tre i én-kombination – café, vinbar og restaurant – som stilmæssigt er karakteriseret ved en chik dagligstueatmosfære i retrostil.
Etablì har en helt klar wauv-effekt for den, der træder indenfor for første gang. Ja, faktisk har Etablìs retrostil vakt så stor begejstring, at stedet af og til huser bryllupsfester af den mere rustikke slags.På menuen finder du typisk seks-syv hhv. for- og hovedretter.
Etablìs køkken tager udgangspunkt i de romerske traditioner, men med adskillige moderne middelhavsindslag, som kokken Christiano Mattei står for. Hertil kommer, at menuen naturligvis følger årstiderne for at kunne servere så friske råvarer som muligt.
2. Il San Lorenzo
Området omkring en af Roms mest populære piazzaer, Campo dei Fiori, er først og fremmest kendetegnet ved en række spisesteder, der appellerer til tilrejsende turister: rød- og hvidternede duge, ’alabastvin’ fra chianti og et støjniveau over middel. Søger du i stedet et miks af elegance og kvalitet, så skal du gå i retning af Via Chiavari. Her åbnede gourmetparret Enrico Pierri (kok) og Elena Lenzini (vinkender) i 2007 Il San Lorenzo, der er områdets mest spændende fiskerestaurant. Stedet er elegant, men ikke overdrevent.
Farverne er sorte og hvide, med en del røde udsmykningsdetaljer. Der er moderne kunst på væggene, og de hvælvede lofter i en bygning, der stammer fra det 14. århundrede, er perfekt bevaret. Er du en hund efter arkitektonisk historie kan det anbefales at tage et kik ned i kælderetagen, hvor du for alvor vil få en fornemmelse af at være havnet i det antikke Rom, vel at mærke i en nutidig designudgave.
3. Pastificio San Lorenzo
Roms studenterkvarter San Lorenzo, der ligger nær hovedbanegården Termini og La Sapienzauniversitetet, er smækfuld af liv og atmosfære. Kvarteret, der blev bombet under 2. Verdenskrig, er i dag fyldt med udrangerede Vespa’er og venstreorienteret, antipavelig graffiti. Her finder du spisesteder af enhver art, og Pastificio San Lorenzo, der så dagens lys i 2009, er sidste skud på kvarterets gastronomiske stamme.
Det har hjemme i en bygning, der tidligere – siden starten af det 20. århundrede – husede en pastafabrik. Pastificio har en tredelt funktion, dvs. en American Bar, en dagligstueafdeling samt en restaurant.
Placeringen i det sprælske San Lorenzo-kvarter har ført et spændende spisekort med sig, der helt sikkert har gastronomiske rødder i den romerske muld, men hvor kokken, Stefano Preli, samtidig har license to surprice med en række moderne nyfortolkninger af de romerske klassikere. For førstegangskunder anbefales en smagsprøvemenu, der er sammensat af otte-ti forskellige retter i mindre portioner.